Klassisk konservatisme

– 10. oktober 2012

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 10.oktober 2012

 

Ifølge presseforlydender fra Det Konservative Landsråd 29.-30.september vil partiet i den kommende tid søge tilbage mod rødderne: den ægte konservatisme. ”Det er tid til selvransagelse. De Konservative skal genfinde partiets sjæl”, rapporterede eksempelvis Kristeligt Dagblad. [1]

Det er en glædelig meddelelse i en verden, der ellers er præget af jagten på stadig mere vækst og forbrug og – følgelig – af flugten bort fra enhver politisk idé. Der er mere end nogensinde brug for en besindelse på, hvad konservatisme indebærer, både som et overordnet syn på menneske og samfund og som et praktisk politisk program i den aktuelle situation. Jeg vil her nævne tre indlysende eksempler på det sidstnævnte. (Rækkefølgen er tilfældig og udvalget bestemt af den folketingspolitiske dagsorden lige nu.)

(1) For det første må de konservative, der tager selvbesindelsen alvorligt, straks give sig i kast med at bekæmpe den nye lukkelov, som partiet – åbenbart i selvforglemmelse – kom til at stemme for i foråret. Forestillingen om, at døgnet, ugen, året ikke længere behøver at have en rytme; at travlheden kan blive en permanent tilstand uden skadesvirkninger for samfundet – støttes selvsagt af liberalister og socialliberalister, der til enhver tid prioriterer individet over fællesskabet. Men den ægte konservative ved, at denne udjævning er endnu et udtryk for, hvad den visionære digter William B Yeats allerede profeterede i 1921:

Things fall apart; the centre cannot hold;
Mere anarchy is loosed upon the world, [2]

Mangel på rytme og struktur er anarki, entropi, varmedød. Hvor der ikke længere er morgen, arbejdstid, fyraften, måltidsfællesskab og rolig nat, kan der hverken være familie, musikalitet eller skønhed. Hvilket ikke alene bekræftes af, at flere kommuner nu overvejer at udvide vuggestuernes og børnehavernes åbningstid til også at omfatte lørdag-søndag; men tillige af den æstetiske elendighed i alle storcentrene og i deres idiotiske pr. Det hele er coke light og frittes uden pommes. Tomt og grimt og alt for egalitært.

(2) For det andet må de sandt konservative vende sig mod det omsiggribende mantra om skattelettelser og stadig flere skattelettelser. Markedsfundamentalisterne og de nye, ”smarte penge” har længe nok domineret dagsordenen med deres krav om en minimalstat og deres bevidstløse remse om ”virksomhedernes omkostningsniveau”. Heroverfor hører det til konservatismens sjæl at påtage sig et medansvar for de svageste i samfundet og at respektere ærligt arbejde og håndværk – i modsætning til f.eks. ejendomsspekulation og smarte penge fra Kejserens Nye Konsulentbureauer.

Henning Dyremose, der indkasserede en bonus på omkring 50 millioner kroner for at have misforvaltet Tele Danmark til gavn for en tvivlsom kapitalfond, var måske nok finansmister i Danmark, men konservativ er han ikke. Snarere er han i familie med det russiske kleptokrati, der opstod, da højtstående partimedlemmer udnyttede kommunismens sammenbrud til at rage til sig. Man skal huske på, at de millioner, der røg ind på Dyremoses bankbog, er hevet op af lommerne på hundreder af tusinder ærligt arbejdende danskere, der fra 1930’erne til 1960’erne betalte deres skat med glæde, blandt andet fordi de med stolthed støttede opbygningen af et dansk telefonvæsen.

At være konservativ betyder ikke at være medlem af en interesseorganisation for de bedst stillede, snarere tværtimod. Værdigt trængende mennesker findes også i Danmark, bare spørg tidligere social- og finansminister Palle Simonsen (K). Nogle er født i dårlige kår, andre er ved skæbnens ugunst havnet i ulykkelige omstændigheder, men efter konservativ samfundsopfattelse findes der bestemt lige værdighed i borg og hytte. Enhver, der har sit på det tørre, bærer et medansvar for at hjælpe dem, der ikke har – de udsatte og de svage.

En omlægning af beskatningsgrundlaget bort fra arbejdet, over på blandt andet ressourceforbruget, støtter de konservative gerne. Men ikke skattelettelser for de bedst stillede. Der skal være statslige midler til at sikre skolegang og lægehjælp til alle. Det skrækkelige eksempel fra USA viser, hvor galt det kan gå, når man gør hospitals- og sundhedsvæsen til privat forretningsvirksomhed.

(3) Et tredje og måske endnu mere tungtvejende eksempel på aktuel politik for ægte konservative er at tage kampen op imod den igangværende naturødelæggelse, der sjældent tjener andre  formål end at efterkomme menneskers grådighed og umættelighed. Som den politiske filosof John Gray observerer: ”Den bærende tendens i De Grønnes tankegang er ikke radikal, men konservativ.”[3] Jeg husker tydeligt, fra mine første år som journalist i 1980-83, da jeg med ungdommelig begejstring rapporterede fra De Grønnes kongresser i Tyskland, hvordan dagbladet Information advarende påpegede, at der her var tale om en konservativ genrejsning i nye gevandter. ”De konservative i Tyskland har altid dyrket skoven og den uberørte natur”, de er ”modstandere af fremskridtet”, og har nu bare skjult deres sorte farve under et lysegrønt dække, skrev Information, blandt andet med polemisk adresse mod mine reportager andetsteds. [4]

Ja. Den modernistiske idé om, at hver enkelt generation er fri til at tage for sig efter behag – livet er jo kun så kort, og så må fremtidige generationer selv afgøre, hvad de vil stille op med affaldet – er konservatismen fremmed.

Den konservative ved, at mennesket ikke er som sommerfuglen, der flagrer fra blomst til blomst og hverken kender i går eller i morgen. Mennesket er, som konservatismens filosofiske grundlægger, Edmund Burke slog fast et, led i en kæde af generationer, hvor hver enkelt medlem bærer ansvar for både forfædrenes overlevering og for de endnu ufødte. Med ”opklaret gang i ædle fædres spor”, som vi synger.

I John Grays formulering er ”den grønne teori en uvurderlig korrektion af den fremskridtsbegejstrede, antropocentriske, teknologiske optimisme, som alle modernitetens politiske religioner er besjælede af, og som i form af neo-liberalisme sågar har inficeret store dele af, hvad der i dag paraderer som konservatisme”[5].

Lukkelov, skattereform, miljøpolitik er blot tre eksempler – der kan findes et utal af andre sager, som i dén grad trænger til en konservativ overhaling. Så vi venter bare på, at de ægte konservative politikere melder sig i kampen.

 

 

 


[1] Kristeligt Dagblad den 29.09.2012 – side 2. Se også samme avis: ”Klassiske værdier skal løfte konservative”, 1.10.2012, side 2.

[2] W.B. Yeats, ”The Second Coming” fra samlingen Michael Robartes and the Dancer (1921); her citeret fra The Collected Poems of W.B.Yeats,London 1967 (1933), p. 210.

[3] John Gray, ”An Agenda for Green conservatism” i Beyond the New Right, 1993, p 125 et ff.

[4] Bl.a. Klavs Birkholm, ”Grønt i Sort: De Grønne kæmper for håbet i Vesttyskland” i politisk revy, 4.marts 1983.

[5] Beyond the New Right, p 175. Oversættelsen ”fremskridtsbegejstrede” er en tillempning. John Gray skriver ”whiggish”, en betegnelse med enorm bred associationshorisont i angelsaksisk politisk historie.  Den autoritative Merriam-Webster Dictionary skriver om nutidens brug af whiggish: “characterized by a view which holds that history follows a path of inevitable progression and improvement and which judges the past in light of the present”.