KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 29.oktober 2012

HISTORIEN om Carina, ”der ikke ville dø”, minder os om, hvor de tunge, etiske dilemmaer befinder sig, når det gælder lægevidenskabens håndtering af unge ulykkespatienter, som er potentielle organdonorer. Det er ikke reglerne for donation, der tynger – ”formodet” eller ”informeret” samtykke er i denne sammenhæng nærmest en bagatel. Det er vores forståelse af døden.

I de to forskellige hospitalsstuer, hvor patienterne og deres pårørende er forsamlet – ulykkespatienten det ene sted, den organtrængende patient det andet sted – er mange interesser modstridende, men ét er fælles for alle involverede: håbet. Håbet om at beholde livet. Håbet om at døden kan vente.

Og jeg tror, at når historien om Carina har været så populær og optaget så overraskende mange mennesker, skyldes det ikke mindst dens morale: At håbet og livsviljen undertiden kan sejre over den lægevidenskabelige fornufts nøgterne dom: ”her lades alt håb ude”.[1]

DA DET Etiske Råd og offentligheden i slutningen af 1980’erne skulle tage stilling til indførelsen af det nye hjernedødskriterium, var flere repræsentanter for lægestanden ophidsede over, at det kun skulle være supplerende; altså, at man samtidig ville bibeholde det klassiske hjertedødskriterium, som svarer til den erfaring, de fleste af os må gøre, når en af vores kære dør (intet åndedræt, dødsstivhed, ligpletter osv). Hvis man fortsat ikke må se bort fra de velkendte dødstegn og derfor ikke må kalde en hjernedød for ”et lig”, er der jo tale om at skære organer ud af en person, som ikke er død, indvendte transplantationskirurgerne.

Netop. Det er jo lige præcis meningen! Hvis Carinas historie var forløbet, som lægerne forudsagde og planlagde, ville hun være død i det øjeblik, kirurgerne gik i gang. Det samme gælder for de fleste organdonorer nutildags. Hjernedødskriteriet blev indført i 1990 som et juridisk hjælpemiddel for at holde ”uafvendeligt døende” patienter i live indtil transplantationsøjeblikket, så deres organer kan udtages i frisk, iltet tilstand.

Som Det Etiske Råd skriver i sin redegørelse fra 1988 (hvor Rådet stiller sig afvisende over for indførelsen af et supplerende hjernedødskriterium): ”Døden er ikke indtrådt, hvis en respirator holder vejrtrækningen og dermed hjertets pumpearbejde kunstigt i gang. Men respiratorbehandlingen er et indgreb, der udskyder dødsprocessens fuldbyrdelse, hvilket ikke bør kunne ske, med mindre patienten i levende live har tilladt, at dette kan ske med det formål at afgive et egnet organ.”[2]

Transplantationslægerne, der naturligvis kun vil det allerbedste for deres patienter, kan ikke lide denne sprogbrug. De er jo hverken mordere eller kannibaler, og derfor ønsker de (eller de fleste af dem), at hjernedødskriteriet skal kunne erstatte det gamle hjertedødskriterium.

Men hvornår er hjernen med sikkerhed holdt op med at fungere? Så længe en patient ligger i respirator, kan dette spørgsmål ikke besvares hinsides enhver tvivl, selv om den reviderede Sundhedslov af 2005 og Sundhedsstyrelsens opfølgende ”Bekendtgørelse om dødens konstatering ved uoprettelig ophør af al hjernefunktion” hævder det modsatte.[3]

Denne uklarhed er Carina meget langt fra det eneste eksempel på. Efterfølgende har vi fået historien om den østrigsk fødte Timmy Albanis, som i juni 2010 blev bragt ind til Hvidovre Hospital efter en knallertulykke, hvor han endte med hovedet under vand. De pårørende fik besked om, at der ikke længere var hjerneaktivitet, idet patienten havde haft hovedet under vand i 25 minutter – men da de havde taget afsked med ”den afdøde” og lægerne gik i gang med at slukke for respiratoren, viste Timmy Albanis pludselig livstegn.[4]

Og hvad med de tretten efterskoleelever fra drukneulykken på Præstø Fjord i februar 2011? Alle de syv unge, der blev bjerget livløse, fordi de havde fået hjertestop efter en hel times ophold i det ekstremt kolde vand (2 grader celcius), fik genoplivning og lever i dag nogenlunde normalt efter genoptræning på Hammel Neurocenter. Det er også en historie om, hvordan den videnskabeligt-teknologiske udvikling hele tiden flytter grænser.

Hvornår en person kan erklæres ”hjernedød”, er i de fleste tilfælde i meget høj grad et subjektivt skøn. Men det er en uklarhed, som lægestanden og den medicinske teknologi ikke kan leve med. Som det tydeligt fremgår af Sundhedsstyrelsens overordentlig detaljerede Bekendtgørelse, taler vi om en kultur, der stræber efter videnskabelig objektivitet og hævder, at en sådan findes. Som det tillige fremgår af de seneste historier: Her er fristelsen til arrogance overfor den folkelige fornuft åbenbart lidt for nærliggende. Og håbet har denne kultur slet ikke plads til.

Derfor fik Carinas læger et realitetschock, da de slukkede for respiratoren og hun uventet slog øjnene op.

Når unge ulykkespatienter bringes ind til hospitalerne, befinder lægerne og det øvrige personale sig i en situation uden faste holdepunkter, og hvor deres rådgivning derfor er ladet med etik. De vil gerne have, at deres vurderinger er kliniske, ”saglige”; at de repræsenterer ”det objektive” overfor de pårørendes subjektive og følelsesbetonede opfattelser.

Så enkelt er det heldigvis ikke. Også lægen foretager et subjektivt skøn. Forhåbentlig et skøn, der i lige høj grad er baseret på lægefaglig indsigt og menneskelig erfaring. Men det etiske ansvar slipper ingen fri af.