KlavsBirkholm.dk

Det er vistnok en almindelig udbredt antagelse, at nutidens ekspertkult har sin saglige begrundelse deri, at verden er blevet så kompleks og kompliceret, at de fleste borgere nu er afskåret fra at forstå selv elementære forhold til bunds. En forståelse forudsætter tværtimod – stadig ifølge antagelsen – en form for videnskabelig analyse, der kun kan sammenfattes på mandarinsk og derfor kun er tilgængelig for de særlig udvalgte, der er begavet med evnen til  at læse og kommunikere på dette vanskelige sprog (d.v.s. fortrinsvis medlemmer af djøf).

Men, som Antorini-eksemplet antyder, er det langtfra hele forklaringen. Tværtimod, vil jeg hævde – er hele det aktuelle eksperteri mest af alt et resultat af trufne politiske valg.

En af milepælene i dette politiske valg kan spores tilbage til en ændring af den trykte presse – på det tidspunkt måske den mest afgørende offentlige valplads – i 1920’ernes og -30’ernes USA. Bannerføreren var den navnkundige journalist og politiske kommentator Water Lippmann (1889-1974), som på baggrund af den amerikanske pressedækning af den russiske revolution udgav et par skelsættende bøger, Public Opinion (1922) og The Phantom Public (1925). Lippmanns pointe var, at langt de fleste avisartikler om begivenhederne i Rusland ved nærmere undersøgelse viste sig at fortælle mere om journalistens sym- og antipatier end om de faktisk stedfundne begivenheder. En mere uhildet og kritisk journalistik ville være påkrævet, hvis ikke den trykte presse skulle havne som redskaber for propaganda. Nyhedsdækningen skulle holde sig til kendsgerningerne og intet andet end kendsgerningerne.

Med rette hyldes Lippmann den dag idag som én af den kritiske journalistiks grundlæggere. Men den transformation af pressen, som var hans egentlige ærinde, og som han havde held til at iværksætte, fik andre og mere negative følgevirkninger, der i reglen overses.

Som Christopher Lasch gør opmærksom på i sin lille bog om Eliternes Oprør^[4], oplevede det amerikanske demokrati sin storhedstid i årene 1830-1900, hvor den folkelige deltagelse i politik var på sit højeste. ”Fakkeltog, massemøder og oratoriske gladiatorkonkurrencer gjorde det nittende århundredes politik til genstand for en altfortærende folkelig interesse, hvor journalistikken fungerede som en videreførelse af bymødet. Pressen skabte i det nittende århundrede et offentligt forum, hvor politiske spørgsmål blev heftigt debatteret. Aviserne rapporterede ikke blot om politiske uoverensstemmelser, men tog del i dem og trak også læserne ind i slagsmålet. Den trykte kultur hvilede på resterne af den mundtlige tradition.”^[5]

Christopher Lasch nævner som eksempel debatterne mellem Abraham Lincoln og Stephen Douglas^[6]. I dansk sammenhæng kan vi (omkring 30 år senere) pege på retoriske begavelser som Klaus Berntsen, Ludvig Holstein-Ledreborg, Viggo Hørup og Frederik Borgbjerg. Det var dengang, det såkaldte fireblads-system gjorde den lokale presse til en sammenvævet del af den politiske debat, der samtidig udspilledes i forsamlingshusene, på Danmarks mange højskoler, i rådhussale og selvfølgelig i Folketinget og Landstinget.

Men Lasch’ pointe er, at der eksisterer en sammenhæng mellem Lippmanns nedvurdering af pressens rolle som debatskaber – ja, hans nedvurdering af politisk debat i det hele taget – og den folkelige deltagelses forsvinden fra politik. Der indtræder en saglighedskult, som dræber interessen for politisk idédebat. Såvel pressen som politikken skal nu ”professionaliseres”. Firebladssystemet erstattes af ”omnibusavisen”, der roser sig af at bringe kendsgerninger på forsiden og meninger langt inde i bladet, på de såkaldte opinionssider. Og politisk ledelse skal ikke længere være en kunst, men en slags videnskab.

Da Lippmann – med små tyve års forsinkelse – fik en slags pendant i Danmark, var det således ganske logisk, at slagmarken ikke længere var pressen, men statsforvaltningen. Det var den såkaldte psykopatklub^[7] af unge, højtuddannede socialdemokrater, anført af Jens Otto Krag, Poul Gersmann og Erik Ib Schmidt, der ville gøre op med den efter deres opfattelse forældede form for politisk debat- og beslutningsproces. Deres udgangspunkt var de økonomisk-politiske erfaringer fra 1930’erne og krigsårene. Der var, fandt de, mange rationelle foranstaltninger at hente i 30’ernes planøkonomi, både i Tyskland, Sovjetunionen og USA – det var alene brugen af de planøkonomiske metoder til politisk uheldige formål, der var noget i vejen med.^[8] Så de nyuddannede cand.polit.’ers projekt var at benytte den økonomiske politiks instrumenter til at opbygge en velordnet velfærdsstat. Deres medicin var at trække de ideologiske konflikter ud af politik og rykke teknokraterne i de ministerielle departementer frem i frontlinjen. Dybest set opfattede J.O. Krag & co. nemlig enhver politisk uoverensstemmelse som et spørgsmål om at finde den teknisk rigtige løsning på et teknisk problem. ”Psykopatklubben” var præget af Walter Lippmanns mistillid til den offentlige meningsdannelse og hans saglighedskult, og i dansk politik fik de rykket parlamentarikerne ned i andet geled. Folketingets blev så at sige Slotsholmens opinionsspalte.

I dag har 118 ud af 175 MF’ere en længere, videre­gå­ende uddannelse – det er 6 gange så mange som befolk­ningens gennemsnit. Formålet er utvivlsomt, at folketingets medlemmer og ministrene på den måde tror at kunne følge en lille smule med i, hvad embedsmændene lægger tilrette. Men bortset fra nogle få ronkedorer synes der i tinget at være almindelig enighed om, at den politiske idédebat for længst er stendød. Særlig grelt gør det sig gældende i Det Konservative Folkeparti, hvor ingen længere kan erindre, hvad konservatisme går ud på (alle synes eksempelvis at tro, at er man konservativ, bør man gå ind for skattelettelser). Og måske bevæger Dansk Folkepart sig snart i samme retning: I forbindelse med Pia Kjærsgaards afgang som partformand erklærede hendes designerede efterfølger, Kristian Thulesen Dahl, at Danmarks næste regering skal vende tilbage til den såkaldte kontraktpolitik. Hvad betyder ”kontrakt-politik”? Det betyder, at en regering binder sig til ikke at handle politisk i sin embedsperiode. Ræsonnementet er, at borgerne er en slags interessenter – eller, sagt ligeud: sammenslutninger af forbrugerinteresser – som de, der bejler til magten, kan indgå en gensidigt forpligtende forhåndsaftale med.

Med andre ord: den politiske torveplads er kommet i skyggen. Jeg vælger med vilje udtrykket torveplads, fordi min centrale reference her ikke (som det vel er tilfældet for CURA) er Alcide de Gasperi^[9], men Aristoteles. I hele den republikanske demokratiforståelse, som bygger på Aristoteles, og som Hannah Arendt i mine øjne er den fremmeste repræsentant for^[10], er torvet – polis – hele verden. Mennesket er nemlig et politisk dyr, zoon politikon, der ilter sig i offentlighedens lys og ikke uden et enormt tab for både sig selv og for verden kan trække sig tilbage fra den politiske samtale, der udspiller sig her. Det grundtvigsk inspirerede forsamlingshusdemokrati, som opstod med vækkelses- og andelsbevægelserne her i landet, og som Hal Koch forsøgte at revitalisere, bygger grundlæggende på det samme syn.

Et menneske, siger Aristoteles, kan dygtiggøre sig ad flere veje. Han kan for eksempel blive dygtig til at bygge skibe, at spille på khitar eller at konstruere en termostat. Den evne kalder Aritoteles for techné – vi taler måske om håndværks- eller ingeniørmæssig kunnen; altså at kunne lære af naturen (f.eks. havets kræfter, som et skib skal kunne modstå og måske ligefrem udnytte). Et menneske kan også blive dygtig til at ræsonnere, at regne og at håndtere symboler. Den evne kalder Aristoteles for episteme – vi taler måske om at kunne tænke logisk, og vi ser for os videnskabsmanden med komplicerede formler og med det tvingende argument. Begge disse evner er i høj grad værdifulde. Men et menneske kan også blive dygtig til selve det at være menneske, at lære af sine erfaringer, at vælge den rette middelvej o.s.v. Den evne kalder Aristoteles for phronesis – og den taler vi ikke længere om. Hvis vi gjorde, kunne en ungdomspolitiker ikke komme på tale som partiformand. ^[11]

Det er netop den enkeltes phronesis, der skal bringes i spil og kastes lys over på den politiske torveplads, når borgerne skal vælge deres politiske ledere og i det hele taget træffe afgørelser om, hvilken vej vi ønsker samfundet udviklet. I de afgørende, fælles valg er vi alle amatører.

Værdidebat, værdikamp, værdipolitik, som regeringen for nogle år siden talte meget om – det lyder som en rigtig god idé. Det kræver bare en noget nær en revolution; for ekspertvældet skal afvikles, og vi skal genetablere den offentlige samtale fra før eksperternes indtog, hvis værdikampen overhovedet skal betyde noget.