KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad, 16. september 2013

DIAKONISSESTIFTELSEN på Frederiksberg afholder i morgen en stor konference om velfærdsteknologi i fremtidens plejeboliger. Det er et område, hvor det er gået rasende stærkt, siden de første robotsæler for 6-7 år siden dukkede op herhjemme. Den fortræffelige dokumentarfilmskaber Phie Ambo fik helt ret, da hun i 2007 i forbindelse med lanceringen af sin film Mechanical Love forudsagde, at de ældre og de svageste medborgere vil blive ”de første, som robotteknologierne kommer væltende ind over”.

Det seneste skud på stammen er ”omsorgsrobotten” telenoid – en 70 cm høj, barnelignende robot, som kan fjernstyres af en plejer eller et familiemedlem. Plejehjemsbeboeren kan sidde med robotten på skødet, mens plejeren ved sin computer langt væk både kan tale med den ældre og styre robotten til forskellige ansigtsudtryk. Som så ofte før er det Region Syd, der har været længst fremme i skoene og testet det lille væsen på nogle sagesløse dagcenterbrugere i Svendborg. På TV2-Fyn kan man finde et indslag, hvor en 92-årig mand ”har været en af de heldige, der haft besøg af robotten”.[1] I indslaget ser man Hr. Jørgensen få et kram af telenoids små, luffelignende arme og næsten blive væltet bagover af begejstrede robotforskere og alskens hardware, mens han spagfærdigt giver udtryk for, at et besøg af det rigtige barnebarn måske nok er at foretrække for den fjernstyrede samtale og det mekaniske kram.

Filmklippet er næsten et sindbillede på, hvordan velfærdsteknologierne i øjeblikket ”udrulles”, som det så malerisk hedder. Hver gang jeg deltager i konferencer som den i morgen, har jeg fået tildelt rollen som ”etisk tankestreg” – et øjebliks eftertænksom pause, og så haster vi videre. Ved en konference i februar i Nordjylland måtte jeg ligefrem opleve en af talerne før mig, lederen af Århus Kommunes ”velfærdssekretariat” forkynde, at ”hos os har vi indført en sig-ja-kultur”. Det kaldte man i de kedelige, samfundskritiske år ”berufsverbot”. Men begejstrede medarbejdere er naturligvis den bedste vej til at få positive ”brugerevalueringer” i hus.

Jeg har ikke svært ved at begribe begejstringen. Det er både morsomt og spændende at være i selskab med den japanske robotprofessor Hiroshi Ishiguro og hans danske pendant, Henrik Hautop Lund, legerobot-professoren. I det hele taget er de fleste intelligente teknologier vildt fascinerende. Og så skader det jo ikke, at der også er tale om et industripolitisk satsningsområde, hvor skiftende regeringer har sørget for, at der hele tiden er penge nok, både til nye projekter og til nye job.

Men hvorfor så de etiske tænkepauser? Fordi der er noget, der er endnu sjovere end teknologi, nemlig demokrati. Sig-ja kultur kan være en god varmestue, men debatkultur er altid at foretrække. For folkestyret er det lidt beskæmmende, at Det Etiske Råd[2] og Ældre Sagen[3] har været alene om at spørge, hvad der på længere sigt vil være konsekvensen af den forcerede teknologiudvikling på dette særlige område af samfundslivet.

En konsekvens er naturligvis, at når alle plejeboliger er udstyret med fjernstyret kommunikation, følelsesrobotter, fuldautomatiserede spisemaskiner, intelligente toiletter og digitaliserede gulvtæpper, bliver det meget lettere at styre det hele centralt, end dengang de varme hænder rodede rundt med levende mennesker. Kort sagt: En drøm for den statslige og kommunale DJØF-klasse.