KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 12.august 2013

FOR NOGLE måneder siden kunne det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel afdække, hvordan en række vestlige medicinalvirksomheder i sin tid betalte regimet i DDR (det kommu­nistisk styrede Østtyskland) milliarder i hård valuta for at kunne benytte mere end 50.000 patienter på statsdrevne hospitaler som forsøgspersoner i kliniske test af nye lægemidler.

Med vanlig journalistisk ildhu har Der Spiegel opsøgt ofre, efterladte, medvirkende og ansvarlige. Desuden har magasinet opnået adgang til hidtil ukendte dokumenter – fra lægers private arkiver, fra det tidligere østtyske sundhedsministerium, fra statssikkerhedstjenesten (Stasi) m.fl.[1]

Og det er ikke nogen køn historie, der tegner sig. Firmaer som Bayer, Sanofi (tidligere Hoechst), Novartis, Roche og mange flere har systematisk udnyttet såvel pengemanglen som den totalitære undertrykkelse til at få gennemført forsøg, der aldrig ville være blevet accepteret i Vesten. I DDR’s sidste otte år blev trafikken styret gennem det hemmelige ”Rådgivningkontor for Lægemidler og Medicinsk Teknologi” (BBA). Ifølge gæsteprotokollen havde kontoret på Prenzlauer Berg i visse uger besøg af op til 40 repræsentanter for vestlige medicinalvirksomheder.

Efter en aftale indgået på topniveau betalte virksomhederne, hvad der svarer til 2,5 millioner kr per test, blandt andet på den udtrykkelige præmis, at patienterne ikke anede, hvad de var deltagere i (samtidig med, at observationerne naturligvis skulle journaliseres og sendes tilbage til de vestlige forskningsafdelinger). Man nåede i alt at gennemføre mere end 600 testrækker. Halvdelen af indkomsterne gik efter intern ”overenskomst” i DDR direkte i den slunkne statskasse, mens den anden halvdel gik til det skrantende sundhedsvæsen.

Af samme grund turde ingen sige fra, heller ikke i de mange tilfælde, hvor det gik galt. En tidligere direktør for en børnekirurgisk afdeling i Berlin (nu pensioneret) siger til Der Spiegel, at forskningsledere og direktører ikke havde noget alternativ: ”Én fejl, én protest – og de ville ikke længere have nydt begunstigelserne fra medicinforsøgene”. Dem, der ikke spillede med, pådrog sig kollegaerne vrede, for det var hele afdelingen der blev ramt, hvis ”forsøgsgoderne” forsvandt. Ifølge dette vidne, Harald Mau, var den almindelige talemåde blandt forskningslederne dengang: ”Det er svangert med valuta (Devisenträchtig) – det gør vi”!

Det måtte selvfølgelig gå galt. På universitetsklinikken Charité i Berlin blev 30 for tidligt fødte babyer – helt uansvarligt – behandlet med Epo, fremstillet af Boehringer/Roche. På en Lungeklinik i Magdeburg døde to patienter, der blev behandlet med Sandoz/Novartis’ blodtryksænkende medicin Spirapril. Tusindvis af dødssyge patienter blev kun behandlet med kalktabletter, bare for (blind)forsøgets skyld. Mange forsøgsrækker blev afbrudt som følge af suspekte dødsfald. Overlevende ofre og efterladte rejser i dag rundt til de nedlagte eller omstrukturerede klinikker og søger efter svar, men de løber panden mod en mur – en anden slags mur.

Men i de glade 80’ere var det en svir for de østtyske læger og forskere at besøge den årlige medicinalmesse i Leipzig, hvor alle de vestlige selskaber havde deres stande. Hos Pfizer fik vi champagne, en karton cigaretter og ”de sædvanlige kosmetikgaver til konen”, fortæller én. Det samme hos Ciba-Geigy, Degussa og Bayer, fortæller andre. Masser af gaver, også til børnene. Ved middagstid var vi allerede berusede af sprut og sjofle historier, fortæller en fjerde. Velviljen var stor, og til gengæld havde lederne af de vestlige forsøgsafdelinger – helt uhørt – permanent indrejsetilladelse til DDR.

Forsøgene kulminerede i 1980’erne og standsede først i 1990. Så hvem kan stilles til ansvar? Tilsyneladende ingen. Der Spiegel har kontaktet alle de involverede virksomheder; de henviser til, at sagerne er gamle, at arkiverne er makulerede o.s.v.

Men det mest beskæmmende i hele historien ligger i spørgsmålet om, hvorfor medicinalvirksomhederne rejser til fattige og retsløse lande med deres forsøg. Det skyldes nemlig erfaringerne fra 2.verdenskrig. Efter de barbariske eksperimenter, som læger i det Tredje Rige gennemførte på jøder, handicappede og børn, besluttede Verdenslægeforeningen (WMA) at formulere et etisk kodeks, som alle medicinsk uddannede må adlyde. Den første Helsinki-erklæring blev vedtaget i 1964 og er siden blevet opdateret flere gange.[2]

Heraf fremgår blandt meget andet, at alle medicinske forsøg med mennesker for det første skal bero på et informeret samtykke fra de medvirkende, for det andet skal respektere en behørig godkendt protokol, som skal være offentligt tilgængelig.

Derfor opsøger Novartis, Pfizer, Bayer & co. de retsløse områder. For dem er de historiske erfaringer åbenbart bare en hæmsko for bedre indtjening. Desværre endnu et bevis på, hvor farligt det er at hengive sig til illusionen om, at teknologiske og økonomiske fremskridt også medfører fremskridt i moralen.