KlavsBirkholm.dk

Hvis Big Data havde været tilgængelig for Stasi, ville Berlinmuren sandsynligvis aldrig være faldet

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 25.november 2013

ET AF europæisk kulturs mest kendetegnende træk er dens fornyelseskraft. I reinkarnations-kulturer er der aldrig noget nyt under solen, mens Europas rasende dynamik – der nu har bredt sig over hele kloden – tager afsæt i forkyndelsen om kødets opstandelse: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.

Det er derfor, ”fremtidsforskning” er den mest ubegavede af alle akademiske discipliner. Hvad fremtidsforskeren gør, er simpelt hen at sige: hvis de nyeste tendenser fortsætter, så vil det hele om så og så mange år se sådan og sådan ud. Der er bare den hage ved det, at tendenserne aldrig fortsætter ubrudt, for fremtiden er – i det mindste i Europa – kendetegnet ved, at noget fuldstændig uforudsigeligt indtræffer. Før eller siden.[1]

Men hvad nu, hvis fremtidsforskeren og hans åndsfæller ikke bare er optaget af at lave prognoser, men en dag får magten til ligefrem at bestemme vores fremtid? Vi har allerede set, hvordan TV-redaktioner, der engang forsøgte at kortlægge en valgkamps væsentlige temaer, nu har tiltaget sig magten til at bestemme disse temaer og i praksis sætter de kandidater ud af spillet, der ikke vil underordne sig mediernes simplificering: Rød eller Blå?

Sort eller Hvid? Det kaldes også digitalisering: enten 0 eller 1, enten a eller b, enten sort eller hvid – noget tredje kan vi ikke rumme, så det findes ikke.

Problemet er, at det uforudsigelige aldrig er digitalt, altid noget analogt. Derfor er det ikke bare fremtidsforskningen, men også f.eks. Digitaliseringsstyrelsen, der ikke kan rumme det uforudsigelige. Og en hel masse erhvervsrettet forskning og innovation. Her beskæftiger man sig nemlig udelukkende med noget digitaliserbart. Ellers kan man jo heller ikke ’evaluere’, om succeskriterierne er opfyldt – ja eller nej, sort eller hvidt.

Derfor bliver de digitale teknologier på en masse områder mere og mere bestemmende for, hvilke handlemuligheder vi overhovedet levnes. Lad mig bare nævne et enkelt eksempel.

Big Data er den tekniske betegnelse for indsamling, oplagring og analyse af enorme datamængder – mængder, der kan måles i petabyte og exabyte[2]. Interessen for Big Data er lige nu eksplosivt voksende, fordi denne disciplin åbner helt nye muligheder i en række forskellige forsknings- og erhvervsgrene – fra epidemiologi til reklame, fra spionage til kriminalitetsbekæmpelse.

Her kommer så mit eksempel: Britisk politi har i årevis opsamlet massive mængder af data vedrørende alt, hvad man har efterforsket og i det hele taget foretaget sig. Nu, hvor computerkraften bliver stadigt billigere, kan disse data analyseres for eventuelt at skabe sig et billede over fremtidens kriminalitet og måske ligefrem forudsige forbrydelser, som ville indtræde – vel at mærke før end de sker![3]

Steven Spielbergs Minority Report fra 2002 er åbenbart i færd med at blive til virkelighed. Blot er filmens ”psykiske medier”, de såkaldte precog’s, udskiftet med hård teknologi: Avancerede computerprogrammer, der kombinerer blandt andet DNA-registre, psykologiske teorier, historiske kendsgerninger og alle indgående alarmopkald. Resultatet kan eksempelvis være en definition af bestemte grupper i samfundet, der er sandsynlige gerningsmænd i kommende sexforbrydelser. Eller et kort, der udpeger ganske små lokaliteter, hvor den næste bølge af indbrud vil finde sted. Eller et andet kort, der angiver, hvor optøjer måske vil bryde ud (og måske ligefrem forudsiger, hvornår det vil ske).

Selv om forebyggelse er et gode, rejser sådanne teknologier selvsagt enorme etiske dilemmaer. I kølvandet på Edward Snowdens afsløringer af NSA’s (Big Data)-overvågning af alskens privat kommunikation, anser mange beskyttelsen af privatlivets fred for at være nutidens største etiske dilemma.[4] Og det er bestemt værd at bemærke, at en elementær borgerrettighed igen er kommet på spil – men endnu mere bemærkelsesværdig er måske Big Data’s indbyggede disposition for at gribe ind i fremtiden. Eksempelvis har den tyske politiker Malte Spitz (Die Grünen) fremsat den særdeles troværdige observation, at dersom Big Data havde været tilgængelig for Østtysklands hemmelige politi Stasi, ville Berlinmuren aldrig være faldet.[5]

Spørgsmålet er, hvilke virkninger det vil have på længere sigt, hvis Londons politi øger sin indsats i nogle bestemte kvarterer og over for bestemte befolkningsgrupper, fordi et computergenereret kort tilråder det?

Hvis en ny teknologi berøver mennesker muligheden for selv at definere, hvem de er, og hvad et menneske er – fordi den slags eksistentielle spørgsmål nu kan afgøres af teknologien – står vi over for én af de største etiske udfordringer i hele vor arts historie.