KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 30.juni 2014

DET ER en overrumplende og for mange mennesker ubekvem sandhed, der står at læse i en ny rapport[1] fra den katalanske kognitionsforsker Albert Costa og hans kollegaer ved det ansete Pompeu Fabra Universitet i Barcelona: Dine etiske skøn afhænger af, hvilket sprog du formulerer dig på!

Mon ikke de fleste antager, at moralske valg altid bygger – eller i det mindste bør bygge – på gennemtænkte principper om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre? Og at valgene følgelig ikke kan være betinget af noget så tilfældigt som hvorvidt det moralske dilemma stilles på modersmålet eller på et tillært sprog?

For eksempel: Skal man ofre ét menneskes liv, hvis man ved denne handling kan redde fem liv? Den banale case, som anvendes på etikkurser overalt i verden, handler om en løssluppen jernbanevogn på vej ned ad en bakke – ned mod fem mennesker, der ligger bagbundne på skinnerne og med garanti vil blive slået ihjel, når vognen rammer dem. På sin vej ned skal den vildfarne vogn passere under en bro, hvor en meget fed mand står lænet ud over et lavt rækværk – forestil dig nu, at du kan skubbe ham ned på sporet, så vognen kun rammer ham og dermed standses. Vil du gøre det?

Det siger de fleste mennesker i reglen nej til.  Men Costa og hans kollegaer fandt, at hvis spørgsmålet blev stillet på et fremmed sprog, steg antallet af ja-sigere med ikke mindre end 65 procent! Som forskerne konkluderer: ”Mennesker, der benytter et fremmed sprog, træffer markant mere utilitaristiske valg, når de konfronteres med den slags moralske dilemmaer.” (Utilitaristisk = nytteværdi-orienteret.)

I undersøgelsen har Costa og hans kollegaer spurgt 317 mennesker, der alle talte to sprog – engelsk plus enten spansk, koreansk eller fransk.[2] En tilfældig halvdel af hver sproggruppe fik det omtalte eksempel serveret på deres modersmål, den anden halvdel på deres tillærte sprog. Og i denne sidste halvdel var villigheden til at skubbe den fede mand i døden altså 65 procent højere end i modersmålsgruppen.

Hvordan man bedømmer denne forskel, afhænger naturligvis af ens eget syn på utilitarismen. Det stærkt liberale britiske ugemagasin The Economist, der omtaler rapporten i sin udgave 17.maj, benytter den karakteristiske overskrift Gained in Translation (”vundet ved oversættelse”). Selv bryder jeg mig meget lidt om utilitarismen og foretrækker derfor den originale titel på Bill Murray-filmen fra 2003: Lost in Translation.

Utilitarismen går sin sejrsgang i disse år. Det hænger for mig at se sammen med folkestyrets fremadskridende forfald, de teknokratiske ekspertkulturers stejlt voksende indflydelse og den hermed følgende underkendelse af lægmandsskønnet og i det hele taget lægmands evne til at tage stilling til de fælles anliggender.

Men vi kan i selv samme sammenhæng notere, at globaliseringen medfører en eksplosiv vækst i antallet af to-sprogede. Antallet af ikke-indfødte engelsktalende skønnes at være 500 millioner og dermed betydeligt større end antallet af indfødte (340 millioner). Mange internationale virksomheder går over til kun at benytte sig af engelsk, selv om det er fremmedsprog for de fleste medarbejdere. Tænk også på det voksende antal beslutninger, der træffes i internationale organer under FN, EU o.s.v. Selv konferencer i Nordisk Bioetisk Komité gennemføres i dag på engelsk, selv om alle deltagere er skandinaver.

Der er noget, der hedder ”tavs viden”. Og der er noget, der hedder ”intuitiv ekspertise”, som rækker langt ud over den kompetente udøvelse af en indlært færdighed. Som K.E. Løgstrup skriver, kan én og samme person sagtens være både ”livsstupid og ekspertbegavet”. Netop denne kategori af mennesker synes for tiden at vokse kolossalt. Og her passer utilitarismen som fod i hose. Lige nu anvendes utilitarismen ved en række universiteter verden rundt til at opdyrke den illusion, at etik kan gøres til et professionelt speciale og dermed ikke er et ansvar for alle.

”Tavs viden” og ”intuitiv ekspertise” tilhører begge, hvad Aristoteles kaldte phronesis – kunsten at benytte hele sin opsamlede fond af livserfaring til at træffe de gode valg. Den viden giver modersmålet en hjertelig adgang til, en adgang som aldrig kan overgås af nok så megen fremmedsproglig excellence.