KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 4.august 2014

Nogle dyrearter er så intelligente, at de kan lære af deres egne fejltagelser – det gælder eksempelvis rotter, orangutanger, grise og egern. Men tydeligvis ikke mennesker. I løbet af halvtreds år har vi intet lært af vores omgang med pesticider.

Da den amerikanske biolog Rachel Carson i 1962 udgav bogen Det tavse Forår, blev det ganske vist startskuddet til en ny miljøbevidsthed. Carson havde registreret, at fuglesangen var forstummet i skove og enge omkring Appalacherne, og hun indsamlede systematisk dokumentation for, at det skyldtes sprøjtemidler (læs: DDT), som fra småinsekterne gik videre i fødekæden og efterhånden bragte flere fuglearter på randen af udslettelse.

’Kontrol over naturen’, skrev Carson, ”er en frase født af storsnudethed, opstået i en barbarisk biologisk og filosofisk æra, da man mente, at naturen eksisterede for menneskets bekvemmeligheds skyld.”

Carson døde i 1964, men lige siden dengang har stærke pengeinteresser gjort alt for at sværte hendes undersøgelser og tage modet fra den spirende miljøbevidsthed. Beskyldningerne imod hende rækker fra ”hysteriker” til ”kommunistisk agent”. Og tilsyneladende har lobbyisterne haft held med den almene fordummelse. Nu truer DDT-historien nemlig med at gentage sig.

For en måned siden offentliggjorde fem hollandske forskere (biologer og ornitologer) en opsigtsvækkende artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature, hvori de dokumenterer, at de såkaldt neonikotinoide insektgifte har alvorlige følger for hvirvelløse dyr.[1]

I Holland blev et neonikotinoid ved navn Imidacloporid introduceret i midt-90’erne, og siden da er bestanden af de fuglearter, der fodrer deres unger med hvirvelløse dyr, faldet mærkbart. Det gælder blandt andet svaler, gulspurve, lærker, tornsangere, stære og vipstjærter. Og det gælder ikke mindst i områder, hvor overfladevandet indeholder særlig høje koncentrationer (> 20 ng/liter) af Imidacloporid. Derfor foreslår hollandske Caspar Hallmann og hans kollegaer, at en kommende lovgivning tager højde for den katastrofale dominoeffekt, neonikotinoider kan have på hele økosystemer.

Disse gifte, som ikke sprøjtes ud på markerne, men smøres på plantefrøene, produceres blandt andre af kemigiganterne Bayer og Syngenta, og de har været anvendt i stor stil siden 1990’erne. Tidligere har man ”kun” været opmærksom på den trussel, som giftene udgør imod bestanden af bier: Honningbier rammes af noget, der ligner nikotinforgiftning, og får svært ved at finde hjem til stadet.[2] Humlebier får svært ved at producere nye dronninger. I flere lande har man de senere år registret fænomenet ”pludselig bidød”, og på den baggrund har EU-kommissionen for nylig indført et begrænset, to-årigt stop for brugen af tre neonikotinoider på visse planter, indtil nøjere undersøgelser er gennemført.[3]

Producenterne er selvsagt rasende. Bayer Crop Science udtaler i en pressemeddelelse, at kommissionen skader det europæiske landbrugs konkurrenceevne i kraft af sin ”meget konservative fortolkning af forsigtighedsprincippet”. Hvorimod virksomheden selv ”vil fortsætte med at støtte en ansvarlig anvendelse af neonikotinoid-holdige produkter, der har været brugt i mange år og er afgørende for de europæiske landmænd.”[4]

Hvilken ”ansvarlig anvendelse”? Kun fem procent af giften absorberes i planten, resten siver ud i jordbunden med farlige følgevirkninger for alle de mekanismer, der holder balance i hele økosystemet. Også i vandløb og vådområder, der grænser op til landbrug med neonikotinider, rammes vårfluer, døgnfluer og andre arter[5].

Men kemigiganterne kræver som altid flere videnskabelige undersøgelser. Og de finder, at forsigtighedsprincippet skal anvendes på konkurrenceevnen frem for på naturen. Det er nøjagtig den samme ubegavede ”storsnudethed”, som Carson talte om for mere end 50 år siden. Vi er ikke blevet klogere.