KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 13.oktober 2014

Når plastikværdi bliver vigtigere en herlighedsværdi, uddør selv Homo Sapiens

LILLE QUIZ: Hvilken nyhed fra de seneste uger må anses for den mest betydningsfulde? Hermed mener jeg ikke af størst personlig betydning for lærer Thomsen, direktør Smith eller Dansk Industri. Jeg mener betydningsfuld for det fælles bedste. Er det statsministerens åbningstale? Er det finanslovforhandlingerne? Er det afsendelsen af et par jagerfly, som har gjort Danmark til deltager i Levantens religiøse borgerkrig? Er det Ebola-smittens fortsatte udbredelse?

Eller er det de to nye, globale rapporter om den accelererende artsudryddelse? Rapporterne, der blev offentliggjort med få dages mellemrum, peger samstemmende på menneskehedens manglende evne til overhovedet at omgås andre arter på vores fælles klode. Tilsyneladende bilder vi os ind, at vi sagtens kan klare os alene.

1) Living World Report 2014, den årlige redegørelse fra Verdensnaturfonden (WWF), bygger på en globalt omfattende og videnskabelig afvejet indsamling af data om pattedyr, fugle, fisk, krybdyr og padder.[1] Dens konklusion er, at antallet af  hvirveldyr-arter siden 1970 er gået tilbage med ikke mindre end 52 procent.

Som George Monbiot kommenterer i dagbladet The Guardian: “Hvis denne nyhed ikke kan fortælle os, at der er noget galt med vores livsform, er det svært at forestille sig, hvad der overhovedet  kan. Hvem kan tro, at et socialt og økonomisk system, der har en sådan virkning, er sundt? Hvem, der tænker over dette tab, kan finde på at kalde det et fremskridt?”[2]

2) FN’s Global Biodiversity Outlook 4 er en slags statusrapport over, hvordan det går med implementeringen af de strategiske mål for beskyttelse af biodiversiteten i tiåret 2011-2020, som næsten 200 lande enedes om i 2010.[3] De tyve såkaldte Aichi-Mål forpligter medlemslandene på en gradvis opbremsning af den igangværende ødelæggelse af arternes habitater.

Rapportens nedslående budskab er, at målene negligeres. De truede arter, som for eksempel Lemuren på Madagascar og Mariehønen i Europa, har ikke fået det bedre. Tværtimod er de og mange andre arter kommet langt tættere på udryddelse i løbet af statusperiodens første fem år. Særlig hårdt ramt er søer og vandløb, hvor antallet af arter er dalet med 75 procent, uden at vi har gjort nævneværdigt for at mindske forureningen.

Helt på linje med disse to dystre rapporter er konklusionen i en videnskabelig artikel, som ikke færre end 51 biologer netop har publiceret i tidsskriftet Science. Ved at kompilere data fra analyser af ialt 55 forskellige indikatorer for biodiversitet, når Derek P. Tittensor og hans fagfæller frem til, at der ikke kan konstateres fremskridt i indfrielsen af de i 2010 fastsatte mål.[4] I en pressemeddelelse udtaler en af artiklens forfattere, Richard D. Gregory fra Centre for Conservation Science i England[5]: “Verdens ledere slås for tiden med mange kriser af betydning for vores fremtid. Men denne undersøgelse viser et kollektivt svigt, når det drejer sig om at håndtere tabet af biodiversitet, som notorisk er en af de største kriser, menneskeheden overhovedet står overfor. Vores naturlige miljø forsyner os ikke blot med føde, rent vand og andre naturressourcer, som er nødvendige for vores overlevelse, men også med meget mere, som er næring for vores sjæl og inspiration for os.”

Når menneskene har bredt sig over hele kloden,
når den sejrende art har udryddet alle andre arter
eller sat dem i bure, bokse, indhegninger, reservater,
så vil rovdyrmenneskene folde sig endnu mere ud:
Forbrydere, gangstere, åbenlyst eller camoufleret
i multinationale ansigtsløse habitter

– digtede Thorkild Bjørnvig i 1990.[6]

Tænk engang: I Centralafrika lever endnu nogle få eksemplarer af okapien. Dette fabelagtige og forunderlige dyr kalder englænderne for “den blåtungede skovgiraf”, for trods zebrastriberne tilhører det giraffamilien. Med en usædvanlig lang tunge kan det gøre sig selv rent i øregangene. Hvilken værdi har dette dyr? Hvor meget skal vi ofre for at redde det?

På Sibiriens tundra og visse vådområder i Kina kan man være heldig at finde skerylen, en meget lille sneppefugl, som bedst kan høres når flokken letter. Den er stærkt udryddelsestruet. Men hvilken værdi har denne sjældne lyd og det undseelige væsen, der frembringer den?

Okapien, skerylen, hulock gibbonaben, skovelefanten, hugormen og tusinder andre dyr må forsvinde, fordi vi skal producere endnu mere plasticlegetøj, endnu mere vanvittig emballage, endnu flere jagerfly og endnu flere automobiler til privatkørsel.

Den fortsatte økonomiske vækst er åbenbart mere værdifuld end naturens underfulde mangfoldighed. Plastikværdi er åbenbart vigtigere end herlighedsværdi. Målet for det nuværende økonomiske system er tydeligvis at forvandle jorden til én stor betonhal, hvor der ud over mennesker højst findes et par kakerlakker og en enkelt pekingeserhund. Stupiditeten kender ingen grænser.

NOTER: