KlavsBirkholm.dk

I Grønland tager befolkningen demokratiet alvorligt. Ubegribeligt for pressen og DJØF-korpset

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort 7.oktober 2014

“Fejlslagne stater” (failed states) har været et stuurt nummer i den internationale politikforskning siden midten af 1990’erne, da militære interventioner i Bill Clintons præsidentperiode blev udstyret med humanitære og politiske formål. Her handler det om noget lidt andet:

Da Grønlands daværende landsstyreformand, Aleqa Hammond den 25.september søgte om orlov efter afsløringen af, at hun havde brugt godt 106.000 kr fra Selvstyrets kasse til private formål, var pressen i den sydlige del af kongeriget hurtig til at rette blikket mod de ‘forfærdelige forhold’ i grønlandsk politik.

Således skrev Kevin Ahrens Nielsen på DR.dk en historie med den karakteristiske titel “Eksperter: Derfor er der så mange politiske skandaler i Grønland”.[1] Ahrens Nielsens kronvidne i denne historie er advokat Thomas Trier Hansen, der præsenteres som “bestyrelsesmedlem” i Transparency International Greenland. Trier Hansen udtaler til citat, at “hvis man skal komme de mange skandaler til livs på Grønland, så handler det (…) om, at de offentlige institutioner og instanser skal forstærkes og professionaliseres, så de bliver i stand til at sige fra over for politikere”. Et overraskende standpunkt fra en græsrodsorganisation som Transparency International! [2]

Ekspertens råd går i dette tilfælde altså ud på, at en større del af magten over Grønlands landsstyre skal “professionaliseres”, dvs overlades til Trier Hansens kollegaer i Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF) – cand.jur.’er, cand.polit.’er og gerne også cand.scient.pol.’er, som tilsammen kan sætte politikerne fra bestillingen. En sådan udvikling kan man måske tillade sig at kalde en danmarkisering, for så vidt som en stadig større del af Danmarks fremtid ikke længere afgøres værdipolitisk af de folkevalgte politikere på Christiansborg og i kommunalrådene, men af deres embedsmænd. Det gælder i udpræget grad finanspolitikken og sundhedspolitikken, men ses også på skolepolitikken, socialpolitikken og flere andre centrale områder.

At pressen har spillet og fremdeles spiller en afgørende rolle i denne proces, er næppe nogen hemmelighed. Således skriver det samme medie (DR.dk) den selvsamme dag[3], altså endnu mens Aleqa Hammond var landsstyreformand: “Eksperter: Hammond bruger orlov til at banke partifæller på plads”.[4] Denne artikel er en endnu tydeligere illustration af idealet om danmarkisering end den førstnævnte. Journalisten, Maja Lærke Haach vurderer, blandt andet på baggrund af et interview med en “ekspert” fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, Ulrik Pram Gad, at Aleqa Hammond forsøger at ride sin bilagsstorm af ved at vinde tid. Det opfattes tilsyneladende som en “nøgtern konstatering”, der hverken kalder på perspektivering eller moralske kommentarer.

Pressens og embedskorpsets samdrægtige, uophørlige påkaldelse af “eksperter” er i dag blot en måde at fralægge sig ansvaret på. Hvilket selvsagt passer som fod i hose til den ønskede “professionelle” overtagelse af den politisk-administrative magt. Men, som artiklen demonstrerer: danmarkisering rummer mere end blot en generel djøfisering.

Forbilledet for idéen om at ride en bilagsstorm af ved at vinde tid er jo ikke vanskelig at få øje på. Det famøse ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde i partiet Venstre den 3.juni 2014 i Odense Kongrescenter fandt også sted på baggrund af en bilagsstorm, og mon ikke enhver kan huske Lars Løkke Rasmussens taktik, som gik ud på at vinde tid – ikke ved at søge orlov, men ved at holde alle spørgsmål åbne og blandt andet bringe udefra kommende formandskandidater i spil, indtil det var lykkedes ham at skræmme næstformand Kristian Jensen fra at drikke magtens bærme.

Måske er der færre, der husker, at pressen kun få dage efter begav sig ud i rundspørger og meningsmålinger om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen ville klare sig bedre eller dårligere end Helle Thorning Schmidt ved et eventuelt folketingsvalg? Ingen journalister stillede tilsyneladende spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i orden at spørge til en så moralsk tvivlsom persons muligheder for at vinde høje politiske embeder. Ingen spurgte rundt blandt garvede medlemmer af Venstre for at finde ud af, hvor mange der skammer sig ved en sådan partiformand. Ingen gjorde Danmarkshistoriske studier i, hvilken revolution det ville indebære i det danske demokratis habitus-krav til sine politikere, hvis denne mand igen blev minister. Som forvalter af den offentlige debat valgte pressen over en bred kam at acceptere, at Lars Løkke Rasmussen nu havde vundet en magtkamp og på mange måder fremstod som en stærkere statsministerkandidat.

I øvrigt ligesom selvsamme presse har accepteret, at tidligere forsvarsminister Søren Gade hverken er anklaget eller dømt for landsforræderi, selv om han var ministeransvarlig for en hemmeligholdt oversættelse til arabisk af en bog, som han selv havde erklæret ville bringe danske soldaters liv og sikkerhed i fare. Burde den mand ikke sidde i fængsel? Heller ingen har tilsyneladende spurgt bestyrelsen for Landbrug & Fødevarer, om man i maj 2012 slet ikke havde betænkeligheder ved at ansætte en så belastet person som administrerende direktør.

Danmarkiseringens essens er: slipper man om ved det, så slipper man om ved det. Den historie- og kritikløse presse har glemt, at den offentlige debat er kronen over det politiske demokrati, fordi den, med Hannah Arendts udtryk, kaster det lys, hvor borgerne kan træde frem og i ord og handling vise, hvem de er, og hvad de står for.[5]

Måske er den merkantile grundforestilling bag de seneste 10-15 års danmarkisering, at eftersom politik ikke længere handler om, hvad borgerne opfatter som det gode liv og det gode samfund, men er overladt til økonomer og jurister og regnemaskiner, bør professionen “politiker” i det mindste udstyres med et nyt indhold. Kan man som politiker ikke længere præge Danmarks fremtid, så kan man i det mindste rage til sig. Det er et højrisiko-job, men går den, så går den – og den dygtige politiker vurderes åbenbart at være ham eller hende, der kan slippe om ved det. Når det kan lade sig gøre for italienske, franske og spanske politikere, hvorfor så ikke også for danske?

Et mindre bump kom imidlertid i vejen i det nordligste Danmark: vrede borgere demonstrerede imod korruption og politisk indspisthed. Med lov skal man land bygge! og Alle er lige for loven! stod der blandt andet på bannerne, da 500-600 demonstranter tog opstilling uden for Inatsisartut-salen i Nuuk, hvor Landsstyret den 30.september åbnede sin efterårssamling. Tænk engang! Aleqa Hammond “følte sig presset” til at nedlægge sin formandpost i Siumut, og Landsstyret følte sig tilsvarende presset til at udskrive nyvalg.

Så danmarkiseringen er midlertidigt udskudt. Men naturligvis kun midlertidigt.