Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 15.juni 2015
Hvad har folketingsvalget at gøre med de etiske valg – de valg, der løbende drøftes i Det Etiske Råd, på etikkonferencer, i forskergrupper og på virksomheder? Næsten alt har de to valg med hinanden at gøre! Hvor meget, de er forbundne, kan ikke understreges nok.
Politik betyder i folkestyrets tidsalder den fælles, ligebyrdige samtale om, hvad vi forstår som det gode samfund. Etik har siden Aristoteles handlet om vejen til det gode liv. Vel at mærke det gode liv i fællesskabet, så sandt som mennesket er et fællesskabsvæsen, et “politisk dyr” (det lykkelige liv på bekostning af fællesskabet er en fiktion).
Altså: Politik er værdivalg, i et demokrati kan det ikke være andet. Etik handler om, hvordan vi orienterer os og træffer de fornuftigste og mest afbalancerede valg til gavn for alle.
Denne sammenhæng synes helt gået i glemmebogen. Nutidige fænomener som: indførelsen af robotteknologi i ældreplejen, nye fosterdiagnostiske metoder, digitalisering af borgernes kontakt med myndighederne, standardisering af kommunernes sociale indsats – de er alle sammen udtryk for værdivalg, som er truffet af administrative enheder, men som har overvældende etiske implikationer og derfor burde debatteres i det offentlige rum og træffes af de hertil valgte politiske repræsentanter. I valgkampen er det kun Uffe Elbæk, der forsøger at tale om værdier, og det begriber journalisterne ikke en pind af.
Det skyldes, at de store tv-stationer, der efterhånden definerer præmisserne for den politiske samtale i Danmark, er blevet så integreret med magteliten, at de faktisk selv tilhører den. Og magteliten har siden Jens Otto Krags og Hilmar Baunsgaards dage hyldet den opfattelse, at politik handler om at finde tekniske løsninger på tekniske problemer. Noget der naturligvis bedst gøres af de hertil uddannede embedsmænd.
Således orkestrerer pressen den igangværende valgkamp som en enorm fordummelse: Hvad er de rigtige tal? Hvor skal pengene komme fra? Hvad siger de økonomiske “eksperter”? O.s.v.
Det er folkestyrets abdikation, som 50 år efter Krag og Baunsbak nu endelig er fuldt gennemført. Når eksempelvis Bjarne Corydon siger om Goldman Sachs-salget – og gentager det efter kritikken fra folketingets præsidium – at finansministerens opgave alene er “at passe på borgernes skattekroner”, så er det et ufrivilligt, men lysende eksempel på, at en ledende politiker ikke længere aner, hvad politik går ud på. Når Inger Støjberg og Anders Samuelsen ikke lægger vægt på den moralske integritet hos Danmarks kommende statsminister, viser det, hvor langt væk vi er kommet fra den etiske kultur, som kendetegnede demokratiet i Perikles’ Athen.
Og når Thulesen Dahl vil genindføre Fogh Rasmussens “kontraktpolitik”, ja så benytter han jo blot et andet ord for folkestyrets abdikation: Man lover inden valgperioden, hvad man vil gennemføre, og så sætter man embedsmændene til resten. Den løbende samtale kan suspenderes.
De etiske valg beror altid på et skøn – det er derfor, den fælles samtale er så væsentlig. Man anvender sin sunde fornuft og sin livserfaring til at dømme om, hvad der vil være det bedste at gøre i for eksempel ældreplejen eller den sociale sagsbehandling. Derfor er de etiske valg altid bundet til situationen, og vel at mærke med plads til forskellige anskuelser. Der skal være frihedsluft.
Endvidere: Det etiske valg kan aldrig gøres endeligt op som en matematisk ligning. Afgørelsen er altid midlertidig.
Netop det er ubærligt for konkurrencestatens djøf-klasse, der vil måle og veje alt. For én gang for alle at kunne standse den ulidelige, “ideologiske” samtale om værdier vil man nå frem til et definitivt svar, der eliminerer an-svaret.
Men er det ikke netop, hvad politik burde gå ud på: at svare an?