Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 26.maj 2015
Den, der insisterer på at stå på egne ben og bevare myndigheden over sit eget liv, må i dag kæmpe mod et bombardement af modsatte påvirkninger
Ved en forskningskonference faldt jeg i snak med et par yngre kollegaer fra et andet universitet. De havde hørt mit bidrag til konferencen, og nu ville de gerne “connecte mig på Facebook”.
– Men jeg har aldrig været i kontakt med Facebook-koncernen, forklarede jeg dem; faktisk afslutter jeg alle mine e-mails med at erklære mig Facebook-fri.
Tydeligt konsternerede spurgte de to unge kvinder, som i kor: Jamen, hvordan får du så venner? Har du måske lagt din profil på nogle dating-sites?
– Venskaber udvikles i erfaringsverdenen, ikke i cyberspace, svarede jeg. For sandt venskab forudsætter, at der findes et samtalefelt, en afstand i anskuelser. Det er noget helt andet end netværk. Hannah Arendt kalder det et rum-imellem.[1]
Dét synspunkt var tydeligvis også fremmed for de unge kollegaer, ligesom den videre samtale demonstrerede, at de absolut intet vidste om, hvad venskab har betydet i forskellige epoker af den europæiske civilisations historie. Jeg blev kort sagt konfronteret med endnu et udtryk for det akademiske dannelsestab, som man hele tiden møder nye og bizarre eksempler på.
Facebook, Inc. er et privatkapitalistisk selskab, der lever af at indsamle private informationer om brugernes forbrugsvaner og forbrugsdrømme og herefter videresælge disse informationer til virksomheder, der kan anvende dem til målrettede salgsfremstød. Selskabets værdi anslås lige nu at være 277 billioner danske kroner (40.184 milliarder US-Dollars). Årsomsætningen er 86 billioner kroner, årsindkomsten netto er 34 billioner kroner.
Hvordan skabes disse Joachim von And-lignende pengemængder? Koncernen har kun 10.082 ansatte (maj 2015), hvilket betyder, at hver eneste ansat repræsenterer en årlig omsætning på omkring 8½ milliarder kroner! Et drømmescenario for enhver iværksætter og aktieindehaver.
Den fænomenale bundlinje kan imidlertid kun lade sig gøre i kraft af, at 1,4 milliarder (1.400.000.000) mennesker har valgt at arbejde gratis for koncernen. Det er de såkaldte “brugere”, som uophørligt genererer den information, virksomheden lever af. Hver gang nogen opretter en Facebook-profil, skriver vedkommende under på at ville arbejde ulønnet for koncernen.
Den britiske fotograf Josh Pulman publicerer for tiden et projekt, han kalder “Somewhere Else”[2]: Pulman skildrer det offentlige rum, som i dag er blevet befolket af mennesker, der alle befinder sig “Et Andet Sted”. Fysisk befinder de sig i én situation, men mentalt befinder de sig i en anden. Som Pulman udtrykker det: “Ved et busstop eller under en arbejdspause kan vi ikke længere være i øjeblikket og knytte an til verden omkring os” – vi må kommunikere med nogen, som ikke er til stede.
Dér, ved det samme springvand, står en børsmægler i jakkesæt, en smart yngre kvinde på shopping, en universitetslærer i fløjlsbukser og en HR-chef i stram nederdel. De står få meter fra hinanden, men de ser ikke hverandre, de ser alle ned mod deres skærm og betjener Facebook. De benytter deres fritid til at arbejde gratis for en global pengemaskine. De tilhører den nye almue.
Begrebet almue er her i Danmark knyttet til den folkelige rejsning i sidste halvdel af 1800-tallet, da bønderne dannede andelsselskaber, oprettede gymnastikforeninger og byggede højskoler, fordi de ville være myndige. Et folkestyre forudsætter, at folket ikke er forkuet. “Fra almue til folk” kalder vi netop det afsnit af Danmarkshistorien. Senere, i 1900-tallet, kom tillige fagbevægelsen til at spille en afgørende rolle, for det er også en del af at være myndig, at man får en ærlig løn for et ærligt arbejde.
Kan man i dag tænke sig noget mere underkuet end den nye Facebook-almue? Kropsholdningen er forskellig hos 1800-tallets bonde-almue og 2000-tallets city-almue, men det meste er ens. Den nye almue har opgivet folkestyret for at kunne hygge sig med private billeder af sig selv og deres fester.
Desværre har man indtryk af, at folkestyret heller ikke ligger den magthavende elite meget på sinde – i eliten er man mere til djøf end til myndighed. Imens bilder politikere fra højre og venstre sig ind, at de “udnytter” Facebook til at fremme deres egen sag og føre “politiske kampagner”. Det er blålys. De bidrager kun til at udbrede det nyliberale budskab om, at vi alle har godt af at arbejde gratis.
Jamen, enhver kan vel bare sige fra? Ikke uden videre. Den 13.maj fastslog Belgiens Kommission for Beskyttelse af Privatlivet, at Facebooks sporing af informationer er i strid med både europæisk og belgisk lov.[3] Forskere fra universiteterne i Leuven og Bruxelles fastslog tidligere på året, at når bare Facebooks blå Like-knap dukker op på en (hvilken som helst) computerskærm, spores brugerens netadfærd, selv om vedkommende ikke er tilmeldt koncernen.[4] Og det er ifølge kommissionen decideret kriminelt.
Unge mennesker uden dannelse tror, at man er en “reaktionær” fantast, hvis man vælger Facebook fra. Det forholder sig lige modsat: Man insisterer på sin myndighed.
———-
[1] Hannah Arendt, Men in Dark Times (1968, Harcourt Brace Jovanovich), p. 3-31.
[2] http://www.joshphoto.com/photographs/somewhere_else_-_mobile_phone_project