Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad, 17.august 2015
Flytningen af Planloven fra Miljøministeriet til Erhvervs- og Vækstministeriet er en ildevarslende nyhed. Hensigten med loven har altid været at værne om Danmarks natur og miljø, og specifikt om værdifulde landskaber og bebyggelser. Hensigten har aldrig været at sikre erhvervsaktivitet og økonomisk vækst.
Sagkyndige frygter, at flytningen er første skridt mod en bebudet liberalisering, som kan få byggeriet ved de danske kyster til at gå grassat, især fordi der gives frit slag til at overskride den strandbeskyttelseslinje, som siden 1937 har betydet så meget for det danske landskabs særpræg. Hvis der nu skal bygges feriecentre, storhoteller, restauranter, kunstige øer og svimmingpools helt ud i vandkanten, mister Danmark sin allerstørste turistattraktion, lyder kritikken. “Vores lange, ubrudte kystlinje er vores Mount Everest, vores Grand Canyon”, siger landskabsarkitekt Rikke Juul Gram. [1]
Borgmestre og folketingspolitikere forestiller sig, at de mange nye projekter vil kunne skabe vækst og arbejdspladser i yderdistrikter, men det er der slet ingen dokumentation for, påpeger lektor i planlægning, Jørgen Møller. F.eks. vil den planlagte “ferieresort” på Nordals – med hoteller, marina, vandland, ferielejligheder og oplevelsespark – befinde sig i stor nærhed af det projekterede “Øhavscenter Christiansminde” ved Svendborg og “Klintebjerg Fjordhavn”, ligeledes på Fyn. Hvortil kommer “Beach House Fanø”, “Blåvand Feriepark”, “Nakskov Fjord Ferieland” og mange flere. Hvis hver enkelt kommune bare får lov til at forfølge egne interesser, kan det ene projekt skade det andet, og den samlede økonomiske effekt bliver måske negativ.
Men hvorfor skal naturbeskyttelsen altid forsvares med økonomiske argumenter – her: turisme og arbejdspladser? Natur og økonomi har lige så lidt med hinanden at gøre som kærlighed og togdrift. Den engelske journalist George Monbiot mener ligefrem, at når de grønne bevægelser nu er ved at tabe kampen for klodens fremtid skyldes det, at de altid forsøger at forsvare den levende natur med økonomiske hensyn, endskønt ingen af dem selv tænker i den retning. [2]
Som Pave Frans skriver i sin seneste encyklica, er ikke kun vores fysiske overlevelse, men også vore mentale sundhed afhængig af, at vi standser naturødelæggelsen. [3] Intet kan måle sig med den opladning af fryd, vi kan få på stranden en dansk sommerdag, hvor bølgerne plasker og lyset er intenst, mens børnenes leg og hvin breder sig over det hele. Det er ubetaleligt, bogstaveligt talt.
Med Thorkild Bjørnvigs formulering: “Sindet lever og fyldes af det, som vi ikke udøver magt over, men er grebet af.”[4] Det menneske, der hver morgen hører og ser en af de mange nye motorveje, som folketinget overalt praler af at have bevilget, er ikke længere det samme, som det menneske, der tidligere stod op og frydede sig over blikkets fortabelse i ådalen eller det fjerne skovbryn og dér kunne følge en fuglefloks henrykte sværmen.
Det menneske, der fremover går rundt blandt cafélys og biler på Nordals marina er ikke længere det samme som det menneske, der i dag går sin aftentur i havstokken det samme sted. Det er muligt, at projektet vil bidrage en smule til vækst og beskatningsgrundlag i Sønderborg kommune. Omvendt er det også muligt, at kritikerne får ret i, at det ikke vil ske. Men er denne økonomiske forskel afgørende for, om menneskene er lykkeligere og samfundet bedre?
[1] “Der skal bygges ved de danske kyster for at tiltrække turister”, Politiken, 14.06.2015. Se: http://politiken.dk/indland/ECE2713953/der-skal-bygges-ved-de-danske-kyster-for-at-tiltraekke-turister/
[2] George Monbiot, “Channelling the Joy”, the Guardian 17.06.2015. Se: http://www.monbiot.com/2015/06/17/channelling-the-joy/
[3] Laudato si’, Pavelig Encyklika den 24.maj 2015. Se: http://www.papalencyclicals.net/
[4] Thorkild Bjørnvig, “Natur og Naturløshed”, Begyndelsen. Essays (1962), side 104.