Medmennesket og de mange

– 21. september 2015

 

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 21. september 2015

Den etiske fordring, som K.E. Løgstrup har lært os alle at tale om, angår medmennesket, som tilværelsen bringer os i kontakt med. “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. [1]

Spontant kan vi i et sådant møde slet ikke lade være med at vise hinanden tillid. Og er der tale om et medmenneske i nød, kan vi ikke unddrage os impulsen til at hjælpe. Det er, hvad Løgstrup kalder suveræne livsytringer: de sætter sig igennem, uden at vi først tager stilling til, om vi overhovedet vil vise tillid, vil yde hjælp o.s.v.

Denne suverænitet oplever vi igen og igen. I en landsby, hvor folketings- og kommunalvalgene giver stort flertal til politikere, som vil holde flygtninge og indvandrere ude, ændrer tonen sig hurtigt, hvis en flygtning eller flere ankommer i beboernes virkelighed. Så er borgere, der i forgårs bifaldt fremmedfjendtlig retorik, med ét parate til at begå civil ulydighed for at hjælpe “deres egne” flygtninge. De er faldet i vores hænder, så må vi også tage vare på dem.

Men hvad så med den flygtning, som endnu ikke er nået frem til vores landsby eller vores boligkvarter, men står blandt hundredvis andre på dækket af et skib ud for Grækenlands kyst eller på en banegård i Budapest? Ham, som vi kun har set på filmklip i fjernsynet?

Ham kan vi ikke på tilsvarende vis føle os overdraget et ansvar for (med Løgstrups fine udtryk: hans skæbne er ikke blevet os “overantvordet”). Vi kan ikke føle empati med alle mennesker på kloden – de hjemløse tiggere i Mumbai, de internt fordrevne i Pakistan og Syrien, de sultende børn i Gaza, ofrene for de mange borgerkrige i Afrika o.s.v. Det ville være en overanstrengelse. Vi har læst om dem, vi har set billeder af dem, og vi synes alle, at deres skæbne er frygtelig. Men såvel empatien som den etiske fordring bygger på det sanselige møde, ansigt til ansigt. Det er her, en masse humanitær retorik rammer fatalt forkert.

Vi kan også formulere det på en anden måde: Etik udspringer af magtforhold, men der er forskel på magten i de umiddelbare relationer mellem mennesker, og “magten i de målrettede aktiviteter”, som Løgstrup kalder virkningerne af forskning, industri og erhvervsliv (de skjulte såvel som de åbenlyse).[2] Den første magt, den umiddelbare relation til et andet menneske, har vi lært at håndtere, med bund i både vores biologi og vores akkumulerede kulturelle normer. Den anden magt, den der har at gøre med politik og økonomi, står vi derimod rådvilde overfor.

Det er uheldigt, eftersom denne magt nu vokser enormt. Globaliseringen er stejlt accelererende, og det påfører os et medansvar, som vi slet ikke har beredskab til. “Afstanden til dem, hvem magtudøvelsen går ud over, giver os chancen for at fortrænge enhver forestilling om dens nedbrydende konsekvenser”, som Løgstrup skriver.

Men det gælder jo i virkeligheden både borgerkrigsofrene i Afrika og de hjemløse i Mumbai, at vi faktisk “holder noget af deres liv i vore hænder”. Vi har nemlig i meget høj grad bidraget til deres nuværende skæbne. Så længe vi i vores del af verden insisterer på en levestandard, der overstiger, hvad kloden kan bære, må det nødvendigvis føre til klimakriser, svigtende fødevareunderlag og ufred i de andre dele af verden. Så strømmen af flygtninge mod Europa vil fortsætte, ja den vil tiltage dramatisk. Lige nu er det de forfærdelige borgerkrigstilstande i Syrien, der genererer den stærkeste menneskestrøm. Men andre, ligeså forfærdelige drivkræfter kan skimtes lige bag den syriske.

Derfor er der ingen vej udenom at anerkende en ny type etisk fordring og opøve en anden form for etisk varsomhed, end vi hidtil har været vant til. En varsomhed, som desværre ikke kan bygge på den umiddelbare empati, men må bygge på det langt vanskeligere: refleksion og skønsomhed.

Vi må komme til forståelse af, at vi ikke kan undgå at bære konsekvenserne af vore egne handlinger, selv om det ikke er handlinger, vi har besluttet individuelt, men kollektivt, gennem vores politisk-økonomiske system. Vi bærer ikke bare et medansvar, vi er i sidste instans kommet i skæbnefællesskab med de mange flygtninge. Vi vælger fremtiden i fællesskab, og dette valg er et etisk valg.

 

——

[1] K.E. Løgstrup, Den etiske fordring, 4.udgave, 2010: Forlaget Klim. Side 25.

[2] Se K.E. Løgstrup, System og Symbol, 1983: Gyldendal. Side 11-16.