“Designerbørn”: Kommer ulven?

– 8. februar 2016

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 8. februar 2016

Fra Æsops fabel ved vi, at man skal være varsom med at råbe ulven kommer! Det har jeg i de senere år søgt at lægge mange studerende og gymnasieelever på sinde, som har ønsket min vejledning til at skrive projekter eller ligefrem speciale om “designerbørn og de etiske udfordringer i den forbindelse”. I stort set alle tilfælde har jeg nemlig kunnet konstatere et misforhold mellem på den ene side de unges Science-Fiction-agtige forestillinger om genteknologiernes nuværende stade, på den anden side den grå hverdag for de fleste molekylærbiologer. Så sent som i min bog Efter mennesket, der udkom i november, har jeg gentaget denne formaning.

Men efter nyheden sidste mandag om, at den britiske biotek-styrelse (HFEA) [1] har givet tilladelse til, at en forskningsgruppe i London anvender den nye teknologi CRISPR til at modificere arveegenskaberne i et befrugtet menneskeæg, er jeg ikke længere så sikker. [2] Teknologien, der blev udviklet for nogle år siden af Berkeley-professor Jennifer Doudna og hendes team, gør det langt nemmere end hidtil at klippe en mindre sekvens ud af en genstreng og indsætte en ny i stedet. [3]

En række af de forskere, der har opfundet metoden, opfordrede for ti måneder siden til et verdensomspændende moratorium for anvendelsen, fordi de mulige bivirkninger endnu slet ikke er undersøgt og kan få alvorlige følger for hele menneskearten. Ændringer i arvemassen er som bekendt uigenkaldelige i slægtled efter slægtled. Derfor har opfordringen fra Doudna m.fl. da også fået tilslutning fra hundredevis af fremtrædende biologer.

Der er især to forhold, der foruroliger mig ved, at HFEA har trodset alle disse advarsler og alligevel givet Kathy Niakan og hendes forskerhold ved The Francis Crick Institute (Hampstead, London) tilladelse til forsøgsvis at redigere i et nyskabt menneskeligt gen.

(1) Det ene forhold angår vores opfattelse af selve mennesket. Niakan vil ændre 3-4 gener i et daggammelt embryo og studere dets udvikling i de første to uger indtil det såkaldte blastocyst-stadium. Herefter kræver HFEA-bemyndigelsen, at fosteranlægget destrueres.

Det er selvfølgelig betryggende, at det redigerede fosteranlæg ikke får lov til at blive til et menneske. Men det er ikke desto mindre første gang nogensinde, at forskere får tilladelse til at eksperimentere med mennesket i en så fundamental forstand, at en efterfølgende “aflivning” er nødvendig. Der eksperimenteres her ikke bare med, hvordan et nyt medicinsk præparat eller et afgrænset indgreb i kroppen påvirker et eller flere individer; der eksperimenteres med mennesket som sådant. Og bortset fra den efter min mening uacceptable risiko, vil det utvivlsomt også bidrage afgørende til den omsiggribende misopfattelse, at mennesket blot er et “selvskabt” væsen – altså intet andet end et produkt af vores egen umådelige ingeniørsnilde. En kummerliggørelse af menneskelivet, men også en invitation til naturvidenskabeligt hovmod.

(2) Min anden foruroligelse går på, at forskerne bliver dygtigere og dygtigere til at omgå de etiske barrierer, der hidtil har mødt dem. Presset for at implementere det ene og det andet teknologiske nybrud finder hele tiden nye kanaler. For nylig oplevede vi her i Danmark, hvordan fertilitetslæger og Sundhedsstyrelsen kan retfærdiggøre en ny type graviditetstest (NIPT) med henvisning til, at den er mindre risikabel end den invasive test, som en mindre gruppe gravide ellers får tilbudt. Men alle de etiske dilemmaer, der følger bagefter, hvis NIPT introduceres, omgås behændigt. [4]

Tilsvarende med HFEA’s nye bemyndigelse: Kathy Niakans forskning går ud på at undersøge, hvorfor kun knap en fjerdedel af alle befrugtede æg udvikler sig til levedygtige fostre. Det er jo et enormt “spild”, at så mange fosteranlæg går til grunde – og en kilde til stor sorg hos kvinder, der har svært ved at blive gravide. Niakan vil “effektivisere” fosterudviklingen de første uger, så langt færre befrugtede æg går til grunde.

Isoleret betragtet er det et ædelt formål. Det vil glæde mange, og HFEA kan på den måde forsvare sin beslutning. Problemet er bare, at Niakan kun tager det første skridt ad en vej, der fører langt videre. Forskere over hele verden venter spændt på hendes resultater, og der spekuleres allerede i, hvor den første fuldbårne genmodificerede baby vil komme til verden. Japan, Kina, Indien og Irland nævnes blandt favoritterne. [5]

Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode hensigter. Ingen kan have noget at indvende imod Kathy Niakans formål, så længe det står for sig selv. Derfor har britiske overlæger og filosoffer af nytte-etisk observans da også været på kalkunjagt i stor stil. “HFEA’s afgørelse er en sejr for den sunde fornuft. … Det er indlysende, at de potentielle fordele langt opvejer de forudsete risici”, lyder én af udtalelserne. [6]

Særlig bemærker man i kalkunjagtselskabet den altid retorisk veloplagte John Harris (professor emeritus i videnskabsetik ved Manchester Universitet). Som sædvanlig gengiver han, hvad der efter hans opfattelse er “de centrale argumenter” imod Niakans forsøg – argumenter, som han derefter let kan plaffe ned. De sværere argumenter viger han til gengæld uden om. Det ligner, hvad vi også kender fra Danmark.

Ifølge Harris er ét af “de centrale argumenter”, at vi skal opnå de fremtidige generationers samtykke, inden vi må modificere deres gener – men det kan vi jo aldrig opnå, udbryder han herefter triumferende. Et andet af de centrale argumenter imod Niakan er (ganske rigtigt), at det er for farligt at manipulere med kønscellerne. Men det er endnu farligere at lade være, påpeger Harris. Hvert år fødes omkring 7.9 millioner børn med alvorlige fødselsskader af mere eller mindre genetisk oprindelse – altså burde vi også forbyde den traditionelle seksuelle reproduktion, konkluderer han arrogant. Det tredje “centrale argument” er angiveligt, at kønscellerne er hellige. Men “hvorfor skal forbedringer for mange mennesker bremses af hensyn til religiøse tabuer?”

Ak ja, sådan argumenteres, når etik bliver til et spil snarere end noget alvorligt. Langt mere alvorlig er John Harris’ slutbemærkning, hvor han tilslutter sig en nylig udtalelse af fysikeren Stephen Hawking: “Jeg tror ikke, vi [menneskeheden] vil overleve yderligere tusinde år, hvis vi ikke slipper bort fra vores skrøbelige planet”.  Hertil føjer Harris: “På et eller andet tidspunkt må vi både undslippe vores skrøbelige planet og vores skrøbelige natur”. [7]

Dét er en skræmmende stor del af den biologiske videnskabs nuværende sigte, hvad enten  den formulerer det eller ej: at komme bort fra – “ud over” – menneskets natur. Til noget, der befinder sig efter mennesket.

 

NOTER

———

[1] Human Fertilisation & Embryology Authority, i Storbritannien til daglig omtalt ved forkortelsen HFEA.

[2] “UK scientists gain licence to edit genes in human embryos” i: Nature, 01 February 2016.

[3] Se min tidligere artikel “Biologer vil lægge bånd på sig selv”, offentliggjort 27.april 2015.

[4] Klavs Birkholm, “Skal vi tage ham alligevel?”, 22.juni 2015.

[5] Se den juridiske oversigtsartikel: “Where in the world could the first CRISPR baby be born?” i: Nature, 13 October 2015.

[6] Darren Griffin, professor i genetik ved Kent Universitet.

[7] John Harris, “Why human gene editing must not be stopped” i: The Guardian, 2 December 2015.