Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 27. april 2015
Det er på høje tid, at ikke blot forskerne selv, men også de politiske systemer sætter klare regler for den genetiske videnskab
En af de mest spektakulære – men også mest skæbnesvangre – etiske udfordringer fra de nye bioteknologier er drømmen om at kunne redigere i menneskets arvemasse. For millioner af mennesker er det en tung byrde at være genetisk bærer af en uhelbredelig, arvelig sygdom som for eksempel Huntingdons, cystisk fibrose, svær muskeldystrofi eller sklerose. Hvad enten disse uheldige mennesker er blevet forældre eller måske gerne vil være det, lyder forjættelsen om, at den genetiske videnskab på et tidspunkt kan korrigere deres dårlige arvemateriale, næsten messiansk.
Sådan – messiansk – kan ledende genetikere også undertiden lyde, især når de skal hype og skaffe bevillinger til forskningsprojekter, hvis mulige resultater i realiteten befinder sig temmelig langt ude i fremtiden. Men i marts måned var vi vidner til en sjælden vending i den bioetiske debat, da en række førende forskere gennem tidsskriftet Science opfordrede til et verdensomspændende moratorium for anvendelse af en helt ny teknik til redigering af arvematerialet – en teknik, som de vel at mærke selv har udviklet. [1]
Den nye metode, der går under betegnelsen Cas9/Crispr [2], har allerede med succes været benyttet i forsøg med mus, rotter og aber. Forsøgene bekræfter, at metoden er langt mere fremkommelig end de to, hidtil mest lovende alternativer (kendt som henholdsvis “zinkfinger nuklease” og “TALEN”). Anvendes Cas9 på vores egen art, vil det “gøre det muligt at tage kontrol over hele menneskets genetiske arv, og det er grunden til, at vi nu rejser emnet til debat”, siger en af Science-opfordringens forfattere, nobelpristageren David Baltimore.
Ifølge The New York Times frygter de 18 biologer, at metoden er så effektiv og så nem at anvende, at nogle forskere kan finde på at eksperimentere med den, før end de tænkelige bivirkninger er blevet grundigt vurderet. Samtidig ønsker de, “at offentligheden tager de etiske aspekter i betragtning, da teknologien ikke blot kan kurere genetiske lidelser, men også optimere egenskaber som skønhed og intelligens”. [3]
Tilhængere af en sådan optimering af mennesker står stærkt i de filosofiske miljøer, men de etiske argumenter imod bestræbelsen er er så overvældende, at det i virkeligheden fortæller mest om filosofiens fattigdom p.t.
I den bioetiske debat skelner vi skarpt mellem på den ene side genterapi, en påvirkning af genmaterialet, der formodes at forsvinde med patientens død – og på den anden side genredigering, som også ændrer kønscellerne, og dermed vil blive videreført til kommende generationer. Selv om bestræbelserne for at udvikle genterapier allerede rejser mange spørgsmål, både etiske dilemmaer og sikkerhedsspørgsmål, siger det sig selv, at biologiske indgreb, der gives videre til kommende generationer og derfor forekommer irreversible, må fremkalde endnu tungere etiske betænkeligheder.
To enorme, teknologiske udfordringer møder tilmed den, der ønsker at gøre dette. Den første udfordring er at redigere fuldstændig nøjagtigt, altså på den eksakte adresse i genomet. Det er her, den nye teknik gør et kæmpeskridt ved at indlemme bakteriers immunforsvar og præparere det til at ødelægge en bestemt DNA-sekvens i ethvert genom, de støder ind i. Men som hovedarkitekten, Jennifer Doudna gør opmærksom på, kan det nye system finde på at angribe genomet på utilsigtede adresser – og så kan virkningen blive helt uoverskuelig.
Den anden udfordring er at afgøre, hvilke redigeringer vi overhovedet skal satse på. Den afgørelse kræver jo ikke blot en éthundrede procents forståelse af, hvad det specifikke gen udvirker, men også af hvordan det spiller sammen med andre gener og med hele det omgivende miljø.
Vi er meget langt fra at være dér. Som Baltimore siger: “Vi er bekymrede for, at nogen begynder at foretage ændringer uden viden om ændringers betydning for genomet som helhed. … Personligt mener jeg, at vi ikke er kloge nok – og ikke vil være det i lang tid frem – til at føle os trygge ved de overordnede konsekvenser af at ændre arven, selv i ét enkelt individ”.
De 18 forskeres bekymring er allerede blevet bekræftet, da en dugfrisk rapport fra Kina kan berette, at Junjiu Huang, Canquan Zhou og 14 andre biologer ved Sun Yat-sen Universitetet i Guangzhou faktisk har forsøgt redigere på arvemassen i 85 fosteranlæg for at ændre det gen, der koder for den ofte alvorlige blødersygdom talassæmi. [4] Ganske vist ikke med henblik på at frembringe en baby, hævder de. Forsøgene er i første omgang mislykkedes.
Meddelelsen fra Kina har fået hårene til at rejse til på hovedet af mange mikrobiologer i USA og Europa. Nu arbejder Jennifer Doudna og hendes kollegaer på at få indkaldt en international forskerkonference, der kan nedfælde nogle retningslinjer for genredigering på mennesker. Fint nok. Men sagen angår jo os alle, og dermed også enhver parlamentarisk forsamling. Sagen er i allerhøjeste grad et politisk anliggende.
———-
NOTER:
[1] David Baltimore, Keith R. Yamamoto et.al., “A prudent path forward for genomic engineering and germline gene modification”. Published Online March 19 2015 og
optrykt i Science 3. April 2015: Vol. 348 no. 6230, pp. 36-38. – http://www.sciencemag.org/content/348/6230/36
[2] Beskrevet nogenlunde forståeligt for lægfolk af Andrew Pollack, “A Powerful New Way to Edit DNA” i The New York Times 3. Marts 2014. Se http://www.nytimes.com/2014/03/04/health/a-powerful-new-way-to-edit-dna.html
[3] Nicholas Wade, “Scientists Seek Ban on Method of Editing the Human Genome” i The New York Times 19. Marts 2015. Se http://www.nytimes.com/2015/03/20/science/biologists-call-for-halt-to-gene-editing-technique-in-humans.html
[4] Puping Liang, Junjiu Huang et. al., “CRISPR/Cas9-mediated gene editing in human tripronuclear zygotes” i Protein & Cell, 18. April 2015. Se http://link.springer.com/article/10.1007%2Fs13238-015-0153-5