Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 1.august 2016
Hvis jeg foreslår, at hele det danske sygehusvæsen sælges til Novo Nordisk, vil det måske nok vække bifald hos Liberal Alliance, Folketingets mest ekstremistiske parti. Men langt de fleste politikere og politisk engagerede danskere vil ryste på hovedet.
Hvorfor i grunden? Et sådant salg vil tilbyde, hvad man med et af nyliberalismens stupide slagord kalder en win-win: På den ene side kan statskassen spækkes med hundreder af milliarder, så skatten kan sættes ned for den velstillede middelklasse, der herved får mulighed for at sætte sit forbrug yderligere i vejret. Sundhedsminister Sophie Løhde kan eventuelt gå samme vej som Henning Dyremose, Bjarne Corydon m.fl. og vise, hvad der i dag er meningen med at blive politiker – hun kan f.eks. opnå en direktørpost og en personlig bonus på nogle snese millioner. Ja, Eva Kjer Hansen kan måske få en bestyrelsespost oven i købet.
På den anden side kan Danmarks største medicinalvirksomhed udnytte sin enorme driftserfaring til at effektivisere sygehusvæsenet. Det sundhedsfaglige personale kan beskæres med 10-20 procent, og i stedet kan hundredvis af konsulenter indforskrives, som kan udvikle apps og fikse projekter til strømlining af det før så tunge “væsen”. Og ikke mindst kan den medicinske forskning profitere af, at Novo Nordisk vil være i stand til at integrere erfaring, eksperimenter og innovation. Hele det indsamlede datamateriale fra behandling af danske patienter kan udnyttes til at bringe den danske medicinalindustris nye produkter i absolut førerposition på verdensmarkedet.
Som nævnt, en win-win. Så hvorfor gør vi det ikke bare? Vi gør det ikke, fordi vi lever i et demokrati, der som noget helt grundlæggende bygger på en adskillelse af det fælles gode og de privatøkonomiske interesser. Hvis fælles goder som parker, badestrande, drikkevand, grundskoler og sygehuse overgår til at være forretninger, forsvinder det samfundsrum, som gør det muligt, at borgerne på lige fod kan mødes og forhandle om vores fælles fremtid. Vi mister vores moderne variant af, hvad athenerne kaldte polis.
Derfor er det både påfaldende og ejendommeligt, at stort set ingen har givet udtryk for bestyrtelse over, at Novo Nordisk nu går i samarbejde med de fem danske regioner om opførelse af et diabetescenter i hver region, med henblik på at centralisere behandlingen af landets flere end 320.000 diabetikere. De fem nye centre skal tage sig af behandling, klinisk forskning og uddannelse på højt specialiseret niveau, og Novo Nordisk Fonden skyder milliarder i det kæmpestore projekt. (Ifølge selskabets egne oplysninger, er Novo Nordisk Fonden en dansk erhvervsdrivende fond, der blandt andet har som hovedformål ”at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen”.)
”Det her minder meget om sagen med Mærsk og operaen”, siger ledende overlæge på Vejle Sygehus, Ejler Ejlersen.[1] Ejlersen tænker måske på en pointe, der kendes fra det oldhøjtyske Hildebrandslied: mit geru scal man geba infahan, ort widar orte (”med spyddet skal man modtage gaver, od mod od”).
Men det er jo at skyde langt under målet! Et operahus i København har slet ikke demokratisk status som det danske sygehusvæsen. Ejler Ejlersen frygter, ligesom en række andre overlæger og sundhedsøkonomer, at initiativet fra Novo Nordisk kan medføre en skævvridning af prioriteterne i dansk sundhedspolitik og at sukkersygepatienter i udkantsområder lades i stikken, fordi de befinder sig for langt vægt fra de fancy faciliteter. Ikke mindst frygter Ejlersen og hans kollegaer, at hospitalslægerne mister muligheden for at behandle patienternes forskellige lidelser som helhed: ”Vi har i årevis forsøgt at komme ud af silotænkningen, hvor man ser på diagnoserne hver for sig. De patienter, der bliver indlagt, er næsten altid både diabetikere og noget andet, for eksempel lunge- eller hjertepatienter. De fejler flere ting, som man er nødt til at se på i samarbejde mellem en række specialister. Den mulighed risikerer vi en skylle over bord med de her nye centre og den medfølgende centralisering”.
En relevant sundhedspolitisk indvending, ja bestemt. Men hvad med det demokratiske grundlagsvalg? Der er andet – og endnu vigtigere – end sundhedspolitik på færde her. Journalister og politikere spørger tanketomt: ”Det danske sundhedsvæsen får en milliardgave, penge lugter ikke, hvorfor ikke bare tage imod gaven med tak?” Et sørgeligt vidnesbyrd om, hvordan vores demokratiske sans er i forfald.
Som Hal Koch påpegede, er demokrati en kultur, der skal genlæres i hvert eneste slægtled. Det kniber det med i øjeblikket.
[1] Interview i Politiken, søndag den 24.juli, 3.sektion.