Kravet til sociologer om at være ’etisk neutrale’ er enten udtryk for hykleri eller for selvbedrag (Zygmunt Bauman) [1]

Mindeord

Zygmunt Bauman, den polsk-engelske sociolog, der døde i sidste uge, opnåede en kolossal udbredelse, ikke bare i Danmark, men i hele verden. Det skyldes efter min opfattelse ikke mindst Baumans højt udviklede evne til at formulere sig enkelt og sige tingene ligefremt. Til forskel fra mange andre europæiske tænkere af samme generation (tænk f.eks. på Habermas, Derrida, Luhmann, Baudrillard), der aldrig forsømte nogen lejlighed til at binde en vanskeligt tilgængelig krummelure på deres analyser – var Bauman altid uprætentiøs. Hans fremstillinger er direkte og derfor altid forholdsvis let læste. Undervejs må læseren ofte nikke bifaldende: “selvfølgelig”, “indlysende”, “det siger sig selv” osv. Hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at Bauman besad den i vore dage mere og mere sjældne dyd blandt intellektuelle: beskedenhed.

Bauman blev måske allermest kendt som “globaliseringens filosof”. Netop fordi han ikke var systemtænker – ikke havde bundet sit forfatterskab til en ganske bestemt teori, der kunne knyttes til hans navn – var han tidligt i stand til at registrere, hvad der skete i den vestlige civilisation efter kommunismens fald. Nøgternt beskrev han, hvad den socialdemokratiske velfærdsstats sammenbrud og nyliberalismens opkomst betød for arbejdsmarkedet, for byrummet, for kriminalitetsbekæmpelsen, for dagliglivet i det hele taget. Og han gjorde det vel at mærke uden at sætte spot på de ideologiske kilder i nyliberalismen; han førte ikke politisk felttog.

Det greb var hans næsten tyve år yngre kollega, Richard Sennett, ikke helt glad for. “Zygmunt er god, men han vil helst ikke blande sig”, sagde Sennett engang til mig. Selv anser jeg mig for at være mere i overensstemmelse med Sennetts end med Baumans tilgang: den nyliberale globalisering er ikke bare noget, der “sker”, den er iværksat af bestemte mennesker og organisationer. Alligevel er det svært at benægte, at Bauman har beskrevet den moderne verden mere præcist og mere illusionsløst end nogen anden. Hvordan globaliseringen fragmenterer staterne, ekskluderer de fattige, forhindrer dem i at migrere, fremmer den diffuse frygt for terror og frem for alt resulterer i en kolossal og uholdbar ulighed – det er paradoksalt nok bauman’ske temaer, der i dag indgår i den almene politiske debat om nyliberalismens dyder og laster.

Den forløbne uge har bragt en masse nekrologer, ikke alle lige rammende.^[2] Når jeg – her nedenfor – har valgt at genoptrykke en portrætartikel fra 2002, skyldes det ikke mindst min taknemmelighed over for et menneske, der både har vist mig generøsitet og har gjort mig en hel del klogere. (NB: For ikke at gøre artiklen kunstig har jeg valgt at fastholde nutidsformen.)

 

En hjertelig vismand i den postmoderne verden

Af KLAVS BIRKHOLM – trykt i Vartovbogen 2002

1.

Jeg traf Zygmunt Bauman første gang i oktober 1998. Efter et lille års korrespondance var det lykkedes mig at få en interviewaftale i stand med den ellers meget travle og omkringrejsende mand. Interviewet skulle bringes i mit daværende radiomagasin Millennium, hvor DR-ledelsen lagde vægt på, at lytterne skulle have mulighed for at møde nogle af tidens toneangivende tænkere.

Det blev til en dag, jeg sent vil glemme. Baumans bungalow ligger i udkanten af Leeds, klemt inde mellem en stor park og en slags ringvej – men modtagelsen, da jeg først havde ringet på, var alt andet end indeklemt. Citat fra min dagbog:

”Mit allerførste indtryk er hjertelighed og godt humør. Om det skyldes det østeuropæiske eller måske det jødiske ved jeg ikke, men den 73 år gamle mand springer rundt for sin gæst, med det hvide hår flagrende omkring, alt imens han med glimt i øjet fortæller den ene vits efter den anden.

’Vodka? Nejtak, det er vist for tidligt på dagen’,  siger jeg, mens jeg forgæves forsøger at danne mig et overblik over den kolossale mængde bøger, der fylder Zygmunt Baumans reoler i stuerne og arbejdsværelset.

’Det er en gammel polsk joke’, svarer han. ’Vodka, nejtak. For det første drikker jeg ikke. For det andet er det for tidligt på dagen. Og for det tredje har jeg allerede fået to.’

Så vi får vodka i rimeligt store glas, og dertil små bisquits med røget og fersk laks, mens vi sætter os til rette i én af hans mange sofaer.”

Selve interviewoptagelsen varede 1½ times tid, men blev kun begyndelsen, skulle det vise sig.[3] Så snart mit udstyr var pakket sammen, slog Bauman årvågent og veloplagt ned på nogle af samtalens vanskelige punkter og æggede mig til fortsættelse. Og han blev hverken træt eller kostbar med sin tid: Oplysningsbegrebet, Hannah Arendts filosofi, forskellige forslag om borgerløn, konservatisme og liberalisme, forandringer af seksualiteten – over stok og sten gik det i 4-5 timer, hvor vi også blev styrket af, at fru Janina ind imellem bragte kaffe og flere bisquits. Da jeg på et tidspunkt fremsatte min teori om forholdet mellem oldtidens skæbnebegreb og de postmoderne kaosforestillinger, fandt Bauman ivrigt et par bøger frem fra sit bibliotek – han havde læst dem selv og mente nu, at de kunne gøre større nytte hos mig.

Så blev jeg minsandten budt til middag, og ved bordet skiftede samtalen karakter. Både Janina og Zygmunt er meget optaget af K.E. Løgstrup, og da de hørte, at jeg havde deltaget i hans øvelser på Århus Universitet, ville de vide mere om både manden og hans værk. Til afsked var der hjertelige omfavnelser, og i aftentoget på vej tilbage til London skitserede jeg et takkebrev for den overvældende modtagelse.

Men endnu engang blev jeg overrasket, for da jeg nogle dage senere ankom til København, viste det sig, at Bauman var kommet mig i forkøbet: En pakke fra Leeds! Jeg havde glemt et sæt hovedtelefoner, Bauman havde glemt at give mig endnu en bog, som han mente jeg skulle læse – og så fortsatte han ellers debatten per brev.

2.

Jeg fortæller denne erindring, fordi den efter min opfattelse er meget sigende om Zygmunt Baumans væsen, også som sociolog og filosof.

Han fik sit gennembrud i begyndelsen af 80’erne (altså i en ret sen alder) i sammenhæng med den på det tidspunkt eksplosivt voksende interesse for fænomenet det postmoderne. Bauman var en af dem, der skarpest tematiserede overgangen fra den gamle industrikultur til livet i det post-industrielle samfund. Hans mange værker om de nye livsvilkår – om frihed, fællesskaber, retsvæsen, etik og kulturmønstre – gjorde ham højt respekteret indenfor de sociale videnskaber. Sammen med sine nærmest åndsbeslægtede – filosoffen Pierre Bourdieu, sociologerne Cornelius Castoriadis og Ulrich Beck – vandt han ry som en af de førende teoretikere for postmodernismen.

Berømmelsen var berettiget, for Baumans bøger er altid sprængfyldt med overrumplende iagttagelser (nogle af dem vender jeg tilbage til nedenfor). Ofte udvælger han en central, social kategori – f.eks. ’sikkerhed’, ’frihed’, ’straf’, ’arbejde’, ’globalisering’ – som han først definerer nøgternt og omhyggeligt, for dernæst at eftervise hvordan begrebets betydning gennemgribende har forandret sig med overgangen fra ’moderniteten’ til ’post-moderniteten’. Hans stil er sprogligt kreativ, ofte lidenskabelig og sarkastisk i karakteristikken af samtidsfænomener.

Men netop det sidste peger hen på, at Baumans ry som ’postmodernist’ til gengæld ikke er ganske berettiget. Som den skarpe, uhildede iagttager han er, kunne hans analyser tidligt bruges til at diagnosticere 80’ernes og 90’ernes globale forandringsprocesser. Det førte i vide kredse til, at man identificerede ham med det fænomen, han beskrev: Bauman blev etiketteret som ’postmodernist’ – og tilsvarende hyldet, henholdsvis angrebet af dette fænomens ’tilhængere’ og modstandere.

Måske er karakteristikken retfærdig, hvad angår nogle af Baumans tidlige klassikere. Men allerede i Modernitet og Holocaust fra 1989 – den bog, der for alvor gjorde Bauman kendt for det brede publikum – fornemmer man, at hans analyse af den postmoderne verden akkompagneres af både ubehag og voldsom kritik. Og helt tydeligt er det blevet i hans seneste værker, såsom: Postmodernity and its Discontents (1997), Globalization (1998), Work, Consumerism and the New Poor (1998), In Search of Politics (1999), Community (2001) og The Individualized Society (2001).

3.

Det var Janina Bauman, der i 1985 inspirerede sin mand til at skrive bogen om Holocaust. Til forskel fra ham havde hun oplevet Det Tredje Riges udryddelseslejre indefra, og som så mange overlevende fik også hun langt senere behov for at nedskrive sin erindring om den grusomme erfaring (Janina Bauman, Winter in the Morning, 1986).

Da Zygmunt havde læst sin hustrus bog, gik det op for ham, at alle vi, der ikke har gjort den samme erfaring, har en særpræget tilbøjelighed til at hænge billederne af denne forfærdelige begivenhed i glas og ramme – de hører hjemme på en mindevæg, de fortæller om en historie, som vi ikke selv har andel i og endnu mindre kan forstå.

Vi læser historiebøger om begivenheden. Vi ser tv-film. Vi går på museer. Og hver gang ser vi billederne af en forfærdende og sindssyg forbrydelse; billeder, som er klart og tydeligt adskilt fra vores øvrige verden, der som bekendt beherskes af rationalitet og sund fornuft.

Men ved at læse Janinas personlige beretning opdagede Zygmunt, at denne forestilling hviler på en fortrængning. Holocaust er ikke bare et traume for de overlevende og ikke udelukkende et kapitel i det jødiske folks historie. Snarere end et museumsbillede på væggen er Holocaust et vindue til forståelse af vor egen tid og vores alle sammens vilkår: ”Holocaust blev udtænkt og gennemført i vores moderne, rationelle samfund, på vores høje civilisatoriske stade (de menneskelige og kulturelle præstationers tinde), og af den grund udgør det også et problem for dette samfund, denne civilisation og denne kultur.”

Bauman nævner to eksempler på, hvordan fortrængningen fungerer. Det ene er Holocaust-forskningen, der mere og mere gøres til et ’ekspertområde’ – med egne videnskabelige institutter, fonde og konferencer. Virkningen er, at hovedstrømmen af historikere med god samvittighed kan slippe uden om at medtænke Holocaust i deres fremstillinger af det 20.århundredes historie. Det er nok at vedføje en liste over respektable særstudier. Det andet eksempel er den ’sterilisering’ af erindringsbillederne, der følger af, at Holocaust stort set kun fremdrages ved mindehøjtideligheder og i ceremonielle sammenhænge. Holocaust bliver et afsæt for rituelle formaninger, svulstige bekendelser til demokratiet o.s.v. – men selve erindringen bliver på den måde fortyndet, gjort ukonkret.

Resultatet af disse ”selvhelingsprocesser” er, at spørgsmålet om Holocaust og dets årsager ikke rigtigt kan bringe os ud af fatning. Vi henviser til Hitlers patologiske sind. Til hans håndlangeres bureaukratiske servilitet. Måske til økonomiske og politiske forfaldsprocesser i den tyske Weimarrepublik. Ja, måske endda til særlige moralske brist i samfundet, betinget af den kulturelle og sociale forhistorie. Alt sammen forklaringer, der søger at placere ondskaben og skylden et bestemt sted. Et afgrænset sted. Et sted, som vi selv befinder os udenfor.

Hvad vi af al magt søger at fortrænge er

”den nagende mistanke om, at Holocaust måske er andet og mere end en fejltagelse, andet og mere end en afvigelse fra fremskridtets ellers rette linie fremad, andet og mere end en kræftsvulst på det civiliserede samfunds ellers sunde legeme – at Holocaust kort sagt ikke var nogen modsætning til den moderne civilisation og alt, hvad (vi gerne vil tro, at) den står for. Vi nærer en mistanke (som vi nægter at erkende) om, at Holocaust muligvis simpelthen viste os et andet ansigt tilhørende det selv samme moderne samfund vi i så høj grad beundrer.”[4]

Her formuleres den tese, som Baumans bog er én lang udfoldelse af: At Holocaust på ingen måde er en afvigelse, men et fuldstændig logisk udtryk for moderniteten.

Lad os huske på, at Auschwitz var en jordnær videreførelse af det moderne fabrikssystem. Man producerede ikke varer; råmaterialet var mennesker og slutproduktet døden: så og så mange enheder om dagen, omhyggeligt indført i direktørens produktivitetsoversigter. Skorstenen, selve symbolet på det moderne fabrikssystem, udspyede den syrlige røg af brændende menneskekød. Det moderne Europas dygtigt organiserede jernbanenet førte en ny slags råmaterialer til fabrikkerne. Det skete på samme måde som med alt andet gods. I gaskamrene inhalerede ofrene giftgas fra prøjsiske syrepatroner, som blev fremstillet af den avancerede tyske industri. Ingeniørerne designede krematorier, direktørerne udformede det bureaukratiske system, der fungerede med en nidkærhed og effektivitet, som mere tilbagestående generationer kunne misunde dem. Selve den overordnede plan var udtryk for den moderne naturvidenskabelige ånd i den udgave, den tyske sociolog Max Weber i begyndelsen af det 20.århundrede betegnede som ”instrumentel rationalitet”.

Så filmindustriens billeder af den sadistiske lejrkommandant, af den vanvittige SS-Führer og Hunulven Ilse er ren svindel. Holocaust var et omfattende eksperiment i social ingeniørkunst. Hverken den industrielle teknologi eller den bureaukratiske rationalitet kan tænkes ud af Holocaust. Vi kender andre eksempler på massemord og progromer, der blev gennemført uden moderne teknologi og moderne bureaukrati. Men Holocaust kunne ikke tænkes uden.

Bauman vil ikke hævde, at Holocaust kan betragtes som en logisk nødvendig følge af det moderne bureaukrati eller den instrumentelle rationalitet. Men han påstår, at denne rationalitet i enestående grad er ude af stand til at forhindre sådanne fænomener. Vi har at gøre med en kultur, der ikke kan udelukke en Holocaust-lignende ”ingeniørkunst” som noget usømmeligt endsige noget irrationelt. Ja, værre endnu: i fremskridtstroens ”gartner-stat”, hvor samfundet skal administreres, problemer skal løses, naturen skal beherskes og alt skal kultiveres – netop dér findes jordbunden, som Holocaust kan slå rødder i. Det var netop den instrumentelle rationalitets ånd, og dens moderne, bureaukratiske institutioner, der ikke bare gjorde Holocaust-agtige løsninger mulige, men ligefrem ”fornuftige” – og dermed øgede sandsynligheden for, at de blev valgt!

4.

Modernitet og Holocaust var det ultimative opgør med myten om fremskridtet. Men netop derfor kunne visse intellektuelle snirkler måske fortsat fastholde, at Bauman var den glade forkynder af evangeliet om industrikulturens sammenbrud og den store fortællings endeligt, til fordel for et postmoderne paradis med mange små fortællinger og uden nogen som helst givne normer eller traditioner.

Den illusion har Baumans strøm af bøger siden 1997 om globaliseringen og det individualiserede samfund endegyldigt punkteret.

Globaliseringen taler alle nu om, skønt begrebet er yderst tvetydigt. Mere præcist ville det i grunden være at tale om glo-ka-lisering, skriver Bauman. For hvad der er på færde, er i virkeligheden en kombination af globalisering og lokalisering – ovenikøbet i to dimensioner, en social og en politisk.

Social glokalisering: Rumligt (geografisk) bliver verden i øjeblikket mere og mere polariseret. På den ene side er eliten blevet ekstremt mobil; den kan bevæge sig vidt omkring og med elektroniske hjælpemidler operere over meget store afstande. For eliten gælder, hvad den franske filosof Paul Virilio kalder ”geografiens ophør”. Men kun for eliten. For på den anden side er den voksende del af menneskeheden blevet mere og mere bundet til stedet. Ifølge moderne rationalitet bør et menneske, der umuligt kan skaffe sig og sin familie et anstændigt liv, migrere til et andet sted, hvor der er mulighed for at skaffe sig indkomstgrundlag, bolig, uddannelse til børnene o.s.v. Men i dag forhindres den store del af menneskeheden i at opføre sig rationelt på denne måde. Mens grænserne i praksis brydes ned for den globale elite, gøres de tættere og i realiteten uoverskridelige for alle andre.

Hvis markedet er et passende mål for tingenes værdi, så lad os undersøge, hvad markedsværdien er for at smugle en asiatisk arbejder over den mexicanske grænse ind i USA? 30.000 dollars! For medlemmer af den globale elite er dét et beløb, der giver mulighed for, at man kan rejse jorden rundt, måske to gange, og bo på Hilton-hoteller undervejs. Overalt vil man blive modtaget med åbne arme. Er man derimod ikke medlem af den globale elite, men kun en person der søger arbejde og anstændig levestandard, så bliver man ikke modtaget med åbne arme. Så har man at forholde sig i ro. At være lokaliseret, ikke globaliseret.

Politisk glokalisering: Mens det politiske spil er og forbliver bundet til nationalstaterne, ser vi nu i stigende grad den store økonomiske magt flyde rundt og være global. Den kan uden besvær flytte fra det ene sted til det andet. Milliarder af dollars kan flyttes blot med et tryk på en computertast. Hele produktioner kan flyttes fra den ene ende af verden til den anden blot med en aftale på mobiltelefon. Virksomheder og banker fusionerer på tværs af landegrænser, så de i deres regnskaber ubesværet kan flytte indtægter og udgifter fra det ene land til det andet. Og politikerne kan kun se på med afmagt. Nationaløkonomien, der i en lang epoke var politikernes foretrukne redskab – til at hæve og sænke renten, sætte ’gang i beskæftigelsen’, øge og mindske det offentlige og det private forbrug, o.s.v. – er nu kun en fiktion for regnedrenge.[5]

Kort sagt oplever vi en form for skilsmisse mellem økonomi og politik. Mens økonomien bliver mere og mere magtfuld og global (Bauman bruger ordet ”ekstraterritorial”), står de politiske systemer tilbage med deres stedbundethed (de er ”territoriale”). Den eneste rolle, nationalstaterne har tilbage, er at værne om deres borgeres sikkerhed; nationalstaterne bliver en slags lokale politistationer.

5.

Måske burde vi her benytte det tyske ord Sicherheit, skriver Bauman. Det dækker nemlig over hele tre, forskellige betydninger på engelsk: security, certainty og safety [6]. På dansk kunne vi måske sige sikkerhed, vished og tryghed.

Sikkerhed handler om, at verden er konstant og beregnelig. At man f.eks. ikke pludselig får frataget den grund, man har bygget sit hus på. At godt håndværk er godt håndværk. At de værdier, man bygger sit liv på, ikke pludselig degraderes.

Vished er det velbegrundede håb om, at bestemte handlinger har bestemte konsekvenser. At man er i besiddelse af et kompas, der kan lede én i valgene mellem fornuftigt og ufornuftigt, klogt og dumt, rigtigt og forkert. At forholdet mellem omkostninger og fortjeneste ikke vil ændre sig drastisk fra den ene dag til den anden. At, hvis man f.eks. investerer en mængde tid og penge i at lære noget bestemt og erhverve sig visse færdigheder, så kan man også regne med, at disse færdigheder kan bruges til livets ophold om 20 og 30 år.

Tryghed handler slet og ret om, at man ikke udsættes for dødelige overgreb. At man, hvis ellers man opfører sig ordentligt, kan bevare sin kropslige integritet, opretholde sit hjem, sit nabolag osv.

Problemet for statsmagten idag er, at uanset regeringschefernes politiske kulør – de være sig til højre, til venstre eller i midten – kan de ikke med god samvittighed love borgerne mere vished eller mere sikkerhed. Det er forhold, der idag er kommet hinsides deres kontrol i det globaliserede rum. Hvis de er ærlige politikere, kan de kun love mere uvished og mere usikkerhed.

Det eneste, politikerne kan gøre noget for – eller opfattes som gørende noget for – er trygheden (safety), konstaterer Bauman. De kan være barske for lov og orden, de kan bringe mere politi på gaden, de kan bygge flere fængsler, de kan stramme lovgivningen vedrørende asyl og indvandring, de kan forstærke grænsepatruljeringen. Så ser det i det mindste ud til, at de har gjort noget ved denne Sicherheit.

Den virkelige Unsicherheit, uvisheden og usikkerheden, vil selvfølgelig ikke forsvinde. Men i det mindste får folk følelsen af, at der gøres noget. Det er for øvrigt en meget farlig situation. Den frygt og ængstelse, der med rette vokser ud af uvisheden og usikkerheden kanaliseres over i et spørgsmål om tryghed. Så kommer det hele til at handle om fremmedlovgivning, om multikulturalisme og denslags. Bogen Globalization rummer en række eksempler på det, ikke mindst et fantastisk kapitel om det amerikanske fængselsvæsen som moderne vækstindustri. Fængslet er den definitive lokalisering af alle dem, der ikke kan få plads i den grænseløse, hypermobile globalisering. Det er ikke tilfældigt, at vi de seneste ti år har oplevet en ekstrem vækst i antallet af indsatte over næsten hele den vestlige verden.

6.

Men trods alt er det endnu kun de færreste af dem, der stødes ud fra Den Nye Globale Verdens-Uorden^[7], som kan sættes bag tremmer. Om den skæbne, der overgår de øvrige udstødte, handler en anden bog: Work, Consumerism and the New Poor (Arbejde, Forbrugerisme og de Nye Fattige).

Fattige har der naturligvis altid været. Og de har altid haft en bestemt, social funktion, forskellig i forskellige historiske epoker, skriver Bauman.

I Middelalderen var de fattige ’Guds Børn’, der var sendt til jorden for at gode kristne kunne vise deres barmhjertige sindelag og gøre sig fortjent til frelsen.

I det moderne industrisamfund var der også brug for de fattige; de blev smedet ind i den industrielle reservearmé, de blev opdraget til sand arbejdsmoral; de blev opfattet som en vigtig brik for skabelsen af velstand og velfærd. Det var i den epoke, fængslerne blev tildelt deres uheldige rolle som opdragelsesanstalter for de utilpassede. Alle samfundsborgere skulle nemlig potentielt være producenter. De fattige, det var de arbejdsløse.

Men i den globaliserede verdensorden bliver dét begreb mere og mere problematisk. Selvom om ’kun’en femtedel af den arbejdsdygtige befolkning i dag er uden beskæftigelse i den rige verden, så har enhver af os denne utrygge oplevelse af, at arbejdsløsheden kan slå ned overalt – hos min ven, hos dig og hos mig. Vi ved nemlig godt, at vi nu bevæger os fra et samfund, hvor fire femtedele er ’de etablerede’, til et samfund, der måske kun omfatter en tredjedel af befolkningen, mens resten er udenfor.

Og det rejser selvfølgelig spørgsmålet, om vi kan blive ved med at anvende begrebet ‘arbejdsløs’ på nogen meningsfuld måde? Efter Baumans opfattelse er det ikke tilfældet. Selve begrebet er blevet ubrugeligt, fordi det rummer en antagelse om, at det ’at være i arbejde’ er normen. Og det er en opfattelse, der stammer fra det gamle industrisamfund, hvor de arbejdsløse netop udgjorde den industrielle reservearmé. Som udtrykket næsten røber, blev dét at tilhøre den industrielle reservearmé af datidens økonomer og sociologer (ikke mindst i Marx’ kølvand) betragtet som en ydmygende skæbne.

Men i nutidens bakspejl tager det sig anderledes ud. Enhver officer ved udmærket, at en reservearmé skal holdes i form. Det gjaldt også for den industrielle reservearmé. Også den skulle have mad, husly, uddannelse osv. Den bestod jo af morgendagens arbejdsstyrke.

Det er ikke længere tilfældet. Der er ikke noget arbejdsmarked i vente for de ledige. M.a.o.: Det interessesammenfald mellem kapital og arbejderbevægelse, der har været en af grundforudsætningerne for velfærdssstaten, eksisterer ikke længere. På deres årsmøde i september 1997 i Hong Kong kritiserede lederne i Verdensbanken og Den internationale Valutafond de europæiske regeringer for at holde fast ved forestillingen om ’beskæftigelsespolitik’. Arbejdsstyrken skal trimmes, gøres fleksibel og meget, meget mindre, hed det.

Lad os et øjeblik holde fast ved udtrykket ’fleksibel’. Det er en gennemgående stilfigur i Baumans bøger, at han viser, hvordan en bestemt social norm i virkeligheden tager sigte på det modsatte af, hvad den prætenderer. Det gælder også idealet om ’arbejdsstyrkens fleksibilitet’ (jeg håber, læseren tilgiver de to, lidt vanskelige citater her):

”Arbejdskraften skal være ’fleksibel’, hedder det. Altså det modsatte af ’rigid’. Men ved nærmere eftertanke står det klart, at idéen om ’arbejdskraftens fleksibilitet’ i praksis fornægter, hvad den hævder i teorien. For at føre sin egen påstand ud i livet, må den nemlig berøve sit objekt præcis den adræthed og alsidighed, som den formaner det til at erhverve sig.

Ligesom de fleste front-værdier, skjuler ideen om ’fleksibilitet’ det sociale forhold, som er ideens egentlige natur: den kendsgerning, at ideen handler om omfordeling af magt og har til hensigt at fjerne modstandskraften hos dem, hvis ’rigiditet’ den går ud på at overvinde. Faktisk ville arbejdskraften kun ophøre med at være ’rigid’, hvis den holdt op med at være en ubekendt kvantitet i investorernes kalkulationer. Hvis den for alvor vandt kraften til at være ægte ’fleksibel’ – ved at afvise at indrette sig efter bestemte mønstre, at overraske og på den måde alt i alt sætte en grænse for investorernes manøvrefrihed.”

Bauman taler om fleksibilitetens assymmetri: På arbejdsgiversiden betyder ’fleksibilitet’ friheden til at bevæge sig hen, hvor græsset er grønnere, og frem for alt friheden til at se bort fra alle andre hensyn end dem, der rummer ’økonomisk fornuft’.

På lønmodtagersiden viser den samme ’fleksibilitet’ sig som en grusom skæbne: Jobbene kommer og går. De forsvinder, så snart de dukkede op. De skæres i smådele, og de trækkes uvarslet tilbage, alt imens reglerne i ansættelses- og afskedigelsesspillet ændres uden varsel. Og der er ikke meget, jobmodtagerne og jobsøgerne kan gøre for at standse karussellen.

”For at imødekomme de standarder for fleksibilitet, som sættes af dem, der definerer og omdefinerer reglerne – med andre ord, for at være fleksible i investorernes øjne – må ‘arbejdskraft-forsynerne’ være så rigide og ufleksible som muligt. De må på enhver måde være nøjagtigt det modsatte af fleksible: deres frihed til at vælge, til at acceptere eller at afvise, for slet ikke at tale om at sætte deres egne regler ind i spillet, denne frihed må skæres helt ind til benet.

Denne assymmetri i vilkårene giver sig udtryk i helt forskellige grader af forudsigelighed. Den side, som råder over en bredere ramme af adfærdsvalg, indfører usikkerheden, uvisheden i den anden sides vilkår. Men den anden side, der råder over langt snævrere eller slet ingen valgmuligheder, kan ikke gengælde denne uvished.”

Enhver har altså chancen for at forblive indenfor i arbejdsstyrken i det omfang, han eller hun kan mestre globaliseringens skizofreni – at spille fleksibel (d.v.s. ufleksibel) og samtidig dybest set være personligt kreativ (d.v.s. fleksibel). Eller, formuleret fra arbejdsgiverens synsvinkel: at være fleksibel (d.v.s. uselvstændig) og samtidig spille kreativ (d.v.s. utilpasset).

Med det krav kan arbejdsstyrken ”trimmes”, som det så smagfuldt hedder. Og hvad angår dem, der således falder udenfor arbejdsstyrken, kan vi slet og ret konstatere, at de ikke længere må betegnes som arbejdsløse. Ingen forventer, at der bliver brug for dem i fremtidens produktion. Det giver ingen mening at fastholde dem på en forældet ”arbejdsetik”, endsige på en opfattelse af arbejdet som kald. For første gang nogensinde har de fattige ikke længere nogen rolle i fællesskabet.

Det skyldes dybest set, at vi idag ikke længere lever i et samfund af producenter. Vi lever i et samfund af konsumenter – forbrugere. Borgernes afgørende bidrag til samfundets velbefindende og videre udvikling er nu at skabe efterspørgsel på flere – og stadig flere – forbrugsgoder. Så hvad skal vi stille op med de fattige? De har ikke længere nogen funktion i samfundet.

”Nutildags engagerer samfundet primært sine medlemmer som forbrugere; kun sekundært og delvist engagerer det dem som producenter. For at imødekomme den sociale norm og blive et fuldgyldigt medlem af samfundet, er det nødvendigt at man kan reagere prompte og formålstjenligt på forbrugermarkedets fristelser; man skal kunne bidrage til den efterspørgsel, der rydder hylderne, og i tilfælde af økonomiske vanskeligheder skal man tage del i det såkaldt forbrugerledede opsving. Alt dette er de fattige afskåret fra, eftersom de hverken har en ordentlig indkomst, kreditkort eller udsigt til bedre tider. Følgelig er den norm, som vore dages fattige bryder – det der gør dem unormale – deres manglende forbrugsevne, ikke deres manglende beskæftigelsesevne.

Vore dages fattige er først og fremmest ‘ikke-forbrugere’, snarere end ‘arbejdsløse’. De defineres frem for alt som mislykkede forbrugere; den mest afgørende sociale pligt, de ikke kan opfylde, er den at være aktive og effektive købere af markedets tilbud om varer og tjenesteydelser. I et forbrugersamfunds bogholderi er de fattige helt utvetydigt en belastning, og ikke den vildeste fantasi kan anføre dem i kolonnen for potentielle aktiver.

Derfor er de fattige for første gang i historieskrivningen slet og ret en plage og en ærgrelse. For dem: nul tolerance. Samfundet ville have det meget bedre, hvis de fattige bare brændte deres telte og forsvandt. Verden ville være meget rarere uden dem. Der er ikke brug for de fattige, derfor er de uønskede. Og fordi de er uønskede, kan de uden særlig fortrydelse eller samvittighedsnag forsages.” [8]

7.

At Baumans tænkning skal præsenteres for Vartov-bogens læsere er ikke mit påhit, det er redaktionens. I hvilket omfang, denne tænkning kan bringes i frugtbar dialog med et Grundtvig-inspireret verdenssyn, vil jeg indtil videre overlade til den enkelte at overveje. Foranlediget af sammenhængen vil jeg dog afslutningsvis fremdrage en enkelt tekst, hvor Bauman (ganske kort) reflekterer over troens rolle i det postmoderne samfund.

Det drejer sig om kapitlet ”Faith and instant gratification” (”Tro og øjeblikkelig behovstilfredsstillelse”) i bogen om The Individualized Society (2001). I denne bog viser Bauman, at det ’identitetsproblem’, der har plaget mænd og kvinder i hele den moderne periode af historien, nu har ændret karakter. Tidligere lignede det så at sige pilgrimmens problem: ’Hvordan kommer jeg derhen’? Nu ligner det snarere vagabondens problem: ’Hvor kan jeg gå hen? Eller hvor skal jeg dog gå hen? Og hvor vil denne her vej føre mig hen?’

Den ’identitet’, der for det moderne menneske handlede om en følelse af vedblivende at være den samme – en tråd, der kunne forbinde fortid, nutid og fremtid – bliver for det postmoderne menneske ligefrem en trussel. At blive ved med at være den samme er nu ensbetydende med at forsvinde, at ophøre med at eksistere. At sætte – og forpligte sig selv på – et bestemt mål er ensbetydende med at miste sine valgmuligheder. Ligefrem at realisere sit mål er ensbetydende med at miste sin frihed.

Der er intet nyt under solen, hævdede Oldtidens tænkere. Og ofte kan de selv bekræfte den påstand. I én af sine dialoger gør Seneca opmærksom på, at den tilfredsstillelse, der kommer hurtigst, også først forsvinder. Mens dyden kan opnå langvarige glæder, vil den der søger øjeblikkelig tilfredsstillelse for sine sanselige behov, hurtigt falde hen i lede og apati. Seneca vidste også, hvem der vil være tilbøjelige til at tragte efter den øjeblikkelige tilfredsstillelse: det er, skriver han, de mennesker, der har glemt deres fortid, ikke bryder sig om deres nutid og frygter for fremtiden.

Der er intet nyt under solen. Bortset fra antallet af mennesker, der erfarer elendigheden ved at leve i en sådan udtyndet tid. Det, der i Senecas tidsalder var et lille mindretals valg, er i dag blevet flertallets vilkår: Fortiden er ikke længere meget værd, da den ikke tilbyder noget sikkert grundlag for det videre liv. Nutiden er bogstaveligt talt ude af kontrol. Og der er al mulig grund til at frygte, at fremtiden vil bringe flere og større ubehagelige overraskelser, krige og katastrofer.

”At have tro betyder at stole på livets mening og at stole på, at det man gør eller afstår fra at gøre har langtrækkende betydning”, skriver Bauman^[9]. En sådan tro er forholdsvis let at opnå i en verdensorden præget af stabilitet, hvor erfaringen kan bekræfte det, man stoler på. I en sådan verden gælder det, med et citat af Hans Jonas, at ”vi tæller dagene, og dagene tæller”.

I vor tid er en sådan tro vanskelig at opretholde – hvad enten det drejer sig om troen på et guddommeligt forsyn eller troen på en verdslig utopi. Som det fremgår af Baumans analyse af globalisering, fleksibilitet, udstødning og de nye fattige, kan ingen længere være sikker på hverken arbejde, eksistensgrundlag, familie eller noget andet. Hverken i politik eller økonomi tæller menneskene længere, og derfor tæller deres livs dage heller ikke. På dét vilkår synes ”øjeblikkelig behovstilfredsstillelse” at være et lokkende valg. Hvem ved, hvad morgendagen bringer? Det giver ikke længere nogen mening at udsætte sine behov. Til næste år skal bilen alligevel udskiftes, om et halvt år skal computeren udskiftes, om to måneder skal garderoben udskiftes, om to uger vil det være nødvendig at anskaffe en ny CD-samling – hvis ikke man skal udstødes som outdated.

Mennesker trænes til at betragte verden som en container fyldt med éngangs-genstande. Alt kan erstattes. Og skal erstattes. Selv de andre mennesker. Eftersom denne dags forpligtelser står i vejen for morgendagens muligheder, gør de mindre skade, jo lettere og mere overfladiske, de er. ”Til døden os skiller” lyder i den postmoderne version: ”til tilfredsstillelsen blegner”.

Med andre ord: Bånd, partnerskaber og fællesskaber betragtes som noget, der skal forbruges; ikke som noget, der skal frembringes. Og netop derfor vurderes de efter samme kriterier som alle andre forbrugsgenstande. Det er det fremherskende kultursyn, vi konstant bombarderes med. Ingen, der lever som en borger i samfundet, kan unddrage sig det.

På de betingelser må ethvert trosliv være nødlidende, mener Bauman. For al tro bygger på den overbevisning, at der findes noget, som er mere varigt og betydningsfuldt end det enkelte menneskeliv. Vi skal allesammen dø, men det er ikke ligegyldigt, hvordan vi bruger vores livs dage; det tæller i det større, mere varige regnskab.

Den overbevisning må være vanskelig at fastholde, når den – til forskel fra alle tidligere epoker i menneskehedens historie – ikke længere modsvares af den ringeste erfaring i dagliglivet. Som eksempel nævner Bauman familiens ændrede rolle: Førhen udgjorde slægten én af broerne mellem det dødelige individ og den blivende værdi. Gulnede familiealbum, krøniker, familiebibler, stamtræer – det var en stor historie, som alle havde deres plads i. Nu er familiealbummet blevet erstattet af videobåndene, og som en reklame i foråret averterede: Optagelsen af Moster Kammas 70-års fødselsdag kan overspilles med fodboldlandskampen mellem England og Danmark. En teknologisk forandring med klare symbolske tydninger: For et voksende antal mennesker er familielivet nu en begivenhed, der ikke varer længere end individets liv. Ja, familien tenderer til at blive monteret og demonteret flere gange i løbet af det enkelte menneskeliv. Hvordan skulle familien så kunne fungere som en overbevisende bro mellem dødelighed og udødelighed.

Hvad der gælder familien, gælder tilsvarende på andre livsområder. Man kan ligefrem hævde, at selv udødeligheden efterhånden bliver ”øjeblikkelig”. Enhver, der har set Tour de France, kender lyden af Mader & Leth, som eksalteret forkynder, at ”her skrives historie”, ”i dag har Lance Armstrong for altid skrevet sit navn ind i Tour’ens store historie” og så videre i den dur. Snart sagt alle ryttere i tourfeltet, alle atletikudøvere ved De Olympiske Lege, alle fodboldspillere ved VM eller i Champions League skrives efterhånden ind i den samme retorik. Ingen spørger længere, hvor holdbar og evigt varende dagens udødelige stjerne mon virkelig er.

Tilsvarende blandt billedkunstnere og videnskabsmænd: det handler ikke længere om ry og hæder, det handler om at være kendt (på Baumans engelsk: ”notoriety replaces fame”). Og kendthed er netop øjebliksversionen af udødelighed. Instant immortality.

Hele dette ”postmoderne ubehag” er et udslag af det episodiske, fragmenterede liv uden vished, sikkerhed og tryghed. Hvis det enkelte menneske igen skal kunne nå frem til at føle sig forpligtet overfor noget større end det selv, er der kun ét at gøre: Igen at bringe vores kultur ud af den postmoderne Unsicherheit.

 

 

NOTER:

[1] Bauman, Z. & Tester, K.: Conversations with Zygmunt Bauman (2001), side 45.

[2] Jeg anbefaler Bjørg Tulinius i Kristeligt Dagblad og Mark Davis & Tom Campbell i The Guardian

[3] En del af min samtale med Zygmunt Bauman kan aflyttes her.

[4] Bauman, Z.: Modernitet og Holocaust (dansk oversættelse, 1994), side 24.

[5] Bauman, Z.: Globalization. The Human Consequences (1998), side 56-57.

[6] Bauman, Z.: In Search of Politics (1999), side 17.

[7] ”Det rette navn for det, der kaldes globaliseringen”.

[8] Bauman, Z.: Work, Consumerism and the New Poor (1998), side 90-91 (min oversættelse).

[9] Bauman, Z.: The Individualized Society (2001), side 154. Dette afsnit i min artikel er for sørstepartens vedkommende et sammendrag af bogens kapitel 12.