Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 10.september 1996
Det, som opløses, er en enhedstænkning, der i sidste ende funderede sig på strategien for en socialistisk magtovertagelse. Fagbevægelsen var en enhed og tålte ikke afvigere. Parti og fagbevægelse var en enhed, og al uenighed betød krise. Enhedstænkningen gav magt og styrke til arbejderklassens fortrop, der indtil for femogtyve år siden – i en pragmatisk forvaltning af den socialistiske strategi – sikrede stadige levestandardsforbedringer for alle.
SOCIALDEMOKRATISKE aktivister, der i morgen samles til åbningen af partiet 125-års jubilæumskongres i Ålborg, har måttet nedsvælge ikke så få stærke siden deres sidste årsmøde i september i fjor. På fredag vil de forskriftsmæssigt godkende en ændring af partilovene, der fjerner LO’s automatiske repræsentation i partiledelsen og dermed besegler den formelle adskillelse mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. I denne historiske anledning hælder Ugebrevet Mandag Morgen endnu en dram ud over de fortumlede kongresdeltagere – det er herfra, vi har hentet ovenstående citat.
På den ene side, påpeger Mandag Morgen, kan »bruddet med S true fagbevægelsens fremtid«. Sidstnævnte har nemlig tydeligvis mistet en »politisk beskyttelse«, som den tidligere altid har kunnet regne med. Et eksempel er den arbejdsmarkedsreform, der blev gennemført i forbindelse med sidste års finanslovsforlig – trods protester fra LO. Reformen indebærer, at unge under 25 år ikke længere har ret til fuld dagpengeydelse; det tolker Ugebrevet som årsagen til, at Kvindeligt Arbejderforbund i 1996 kan melde om en halvering af tilgangen af medlemmer under 25 år.
På den anden side har arbejdervælgerne de seneste 5-6 år været på vild flugt fra Socialdemokratiet. Der er nu et klart borgerligt flertal blandt fag- og ufaglærte arbejdere, endda markant voksende blandt de yngre vælgere. På den baggrund forekommer adskillelsen mellem parti og bevægelse logisk – og vanskelig at argumentere imod.
OM DET NU virkelig er »første gang i Danmarkshistorien«, et flertal af arbejdere vælger borgerligt, vil vi tillade os at betvivle. Ved folketingsvalget i december 1973 måtte S aflevere en tredjedel af sine stemmer (24 mandater) til bl.a. Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen. Et ulivssår, der kun blev plastret til, fordi Det radikale Venstre i løbet af de efterfølgende fire år var så venligt at forære S to tredjedele af sine stemmer (14 mandater), så balancen mellem ‘højre’ og ‘venstre’ i dansk politik fortsat kunne være så lige, at R ville være udslagsgivende ved alle regeringsdannelser.
Jordskredsvalget i 1973 markerede »enhedstænkningens« endeligt. Selv om S-tilslutningen siden aldrig har været under dette lavpunkt (25,6 pct), spirer omsider erkendelsen af, at det meget vel kan ske. »Ingen naturlove sikrer automatisk efterspørgsel efter en fagforening – eller et socialdemokrati«, som Mandag Morgen skriver.
Et »bud på en forklaring« på den vigende arbejdertilslutning til det gamle arbejderparti finder Ugebrevet i noget, der kaldes »nypolitik-emner«: »Syn på lov og orden, på ulandsudgifter, på kulturudgifter, på flygtninge/indvandrere og udgifter hertil, stort set i nævnte rækkefølge«. Mens den økonomiske politik åbenbart ikke er afgørende for arbejdernes partivalg, så finder Mandag Morgen, at regeringspartnerne R og CD trækker S »for langt til venstre på de ikke-økonomiske spørgsmål«.
SELV Mandag Morgen hænger åbenbart fast i det forældede højre/venstre-skema. Der er tre gode grunde til, at danske arbejdere ikke afgiver deres stemme efter partiernes økonomiske politik.
For det første er den indbyrdes forskel mellem partierne her vanskelig at få øje på. Dansk parlamentarisme har i mange år været præget af konsensusprincippet; derfor fortsatte Schlüter fra 1982 med at bedrive socialdemokratisk-keynesiansk politik, og derfor fortsatte Nyrup fra 1992 med at bedrive borgerlig-keynesiansk politik. Denne tendens er, for det andet, yderligere befæstet af EU’s fiskale og monetære harmonisering; som økonomiministeren igen og igen understreger, har regeringen intet selvstændigt finanspolitisk råderum – hvordan skulle nogen så kunne stemme »til højre eller venstre« her?
Endelig, for det tredje, har intet parti – SF og FRP indbefattet – umaget sig med at sætte disse års største og for så vidt eneste økonomisk-politisk problem på dagsordenen: Hvordan integreres den lille million danskere, der i øjeblikket er henvist til en form for overførselsindkomst, igen i det arbejds-fællesskab, som er folkestyrets grundsubstans?
Kriminalitetsbekæmpelse, familiepolitik og de andre »nypolitik-emner« rører alle ved udslag af den selvsamme fællesskabskrise. Her finder vælgerne åbenbart, at partierne stadig udtrykker værdiopfattelser. Den britiske Labour-leder Tony Blair har det sidste par år leveret et mønstereksempel på, hvordan Socialdemokratiet kan blive en bevægelse for hele folket – ikke kun for en samling interesseorganisationer – hvis det tør sætte værdierne i centrum for sin politiske retorik.
Lad os som eksempel nævne: friheden. Friheden fra enhver programmeret tvang til vækst i produktion og forbrug. Friheden fra at være på understøttelse. Friheden til at være forældre. Friheden til at deltage i folkestyret. – Men Socialdemokratiet og dets kongres må selvfølgelig selv gøre op, hvilke værdier, det tror på og vil kæmpe for at vinde på.
Det samme gælder fagbevægelsen. Hvis egennytten (understøttelse m.v.) ikke længere kan motivere unge til medlemskab, hvad så med at prøve en kamp for demokratisering af virksomhederne? Hvad med at satse på folkelig debat og deltagelse i beslutningerne om, hvad og hvordan der skal investeres?
birk