KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 4.april 2011

TÆNK HVIS der var et yndigt land … ”hvor der lige præcis var plads til optimisme”, siger Jørgen Leth til slut i dansk landbrugs jubelidiotiske reklamefilm for sig selv [1]. Leths stemmeføring er triumferende, så måske reklamefolkene bag filmen mener, at de har skudt papegøjen. Det har de ikke. De har lige præcis skudt sig selv i foden, for er der noget, vi har til overmål på Danmarks 4,3 millioner hektar, så er det optimisme.

Det hedder som bekendt i vor nyeste, postmoderne oversættelse af Korintherbrevets 13.kapitel: ”Så bliver da videnskab, optimisme og fremskridt, disse tre. Men størst af dem er fremskridtet.”

Det er den gældende religion, som pudsigt nok aldrig kræves fjernet fra det offentlige rum, til trods for at den forkyndes 24 timer i døgnet på tv-aviser, debatprogrammer, quizzer og hvad har vi.

Modsætningen mellem optimisme og håb blev analyseret med beundringsværdig klarhed af historikeren Christopher Lasch, et af fyrtårnene i det 20. århundredes amerikanske kulturdebat. Det skete i hans hovedværk fra 1991, Det eneste sande Paradis[2], en bog som i dag er mere aktuel end nogensinde. Blandt andet fordi den giver mæle til et gyldent galleri af kritikere, som Fremskridtsreligionen har undertvunget på sin vej til tronen.

Fra dem lærer vi, at håbet bor i en verden, hvor vi kan tillade os at tro på, at retfærdigheden til sidst vil sejre, og at de ryggesløse før eller siden vil blive stillet til regnskab. Der er en grundlæggende orden i universet, der også betyder, at livet hele tiden er en alvorlig sag, som hverken mobiltelefoner eller samtalekøkkener eller andre forbrugsgoder kan gøre fra eller til ved. Vores handlinger har hele tiden konsekvenser. Og, som Christopher Lasch meget vigtigt observerer: Dét er skelettet i enhver offentlig etik og moral.

Håbet rummer naturligvis ingen garantier i den enkeltes liv. Det tragiske er hele tiden en del af livshorisonten. Men det jo lige præcis den alvor, der gør livet værd at leve.

OPTIMISMEN er til gengæld sentimentalismens svar på håbet. Nemlig den illusoriske forestilling, at videnskaberne, som hidtil har bragt verden så strålende fremskridt, naturligvis også vil kunne befri os fra klimatruslens hjemsøgelser; ’opfinde’ helt nye energikilder; skabe plads til yderligere milliarder af mennesker på den overfyldte klode; frembringe nye typer af fødevarer ud af ingenting – og på den måde give os fri til at leve uden bekymring for kommende generationer.

Hjertet i Fremskridtsreligionen er et bestemt menneskesyn, som bryder igennem i løbet af 1700-tallet: Et menneske er lig med dets behov. Men hver gang ét behov bliver tilfredsstillet, opstår straks et nyt. Behovene er umættelige! Fra samfundets perspektiv er det en genial vækstmaskine, da producenterne må kappes om hele tiden at tilfredsstille de stadig mere avancerede behov.

Økonomien vokser og vokser, og har på ingen tid bragt os fra at age firspand på markveje til at suse i BMW på motorveje. Se, det er selve civilisationen! For jo mere, vi tjener, og jo bedre biler vi kører, jo mere moralsk handler vi også. Ikke sandt?

Tænk hvis der var et yndigt land … hvor befolkningen vendte ryggen til optimisme og fremskridtsdyrkelse. Men så ville reklameindustrien måske nok komme i identitetskrise.

[2] Christopher Lasch: The True and Only Heaven. Progress and Its Critics (1991).