KlavsBirkholm.dk

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 15.juli 2013

NU LIGNER hun Gitte Stallone, synger Kim Larsen i sin muntre og velgørende præcise vise fra 2010.[1] Efter at have set sig i spejlet, farer hun hen til kirurgen med et halvt års opsparet løn. For ”med Botox og Silikone / Kan man narre fanden selv”. Ja, fanden måske, men så heller ikke andre!

Nervegiften botulinum toksin har siden 1950’erne været anvendt medicinsk til behandling af muskelspasmer, men i stigende grad har stoffet de senere år også været benyttet til kosmetiske indgreb, især ansigtsløft. Nu tyder nyere amerikansk forskning på, at ansigtsbehandlinger med Botox ikke bare svækker de pågældendes mulighed for selv at udtrykke deres følelser gennem mimik, men samtidig svækker deres evne til empati med andre mennesker.[2]

De amerikanske psykologer David T. Neal & Tanya L. Chartrand offentliggjorde i 2011 resultatet af en videnskabelig undersøgelse, der viste, at personer der havde fået indsprøjtet Botox indenfor de seneste uger, havde markant vanskeligere ved at aflæse andre menneskers øjen- og ansigtsudtryk end testpersoner uden Botox.

Det stemmer godt overens med hjerneforskningens opdagelse af de såkaldte spejlneuroner[3]. Det viser sig nemlig, at såvel indlevelse som indlæring bygger på menneskets særlige evne til mimetisk spejling af andre. Vi ’føler’ den andens sorg eller vrede, som om den var vores egen – bl.a. ved at vi ’eftergør’ den. Vores motoriske impulser er med i spillet.

Men netop de impulser har den Botox-lammede person elimineret. Det er jo selve hensigten med at indsprøjte nervegiften: at sætte en del af ansigtsmuskulaturen ud af kraft. Det er derfor, det – som bekendt – kan være svært at aflæse, hvad en Botox-behandlet person føler. Nu er der altså også overvældende indicier for, at samme person har lige så svært ved at læse sine medmennesker.

HVAD betyder det, etisk set? En af konsekvenserne må vel være, at personer med mange Botox-indsprøjtninger dårligt kan arbejde i pleje- og omsorgssektoren, eftersom de helt eller delvis har mistet den vigtigste kompetence for ansatte dér. Det giver muligvis helt sig selv, uden krav om attestering eller andet bureaukrati – Anni Fønsby og Linse Kessler ville næppe nyde fremme blandt ansøgere til et job på et hospice.

Men hvad med andre professioner – socialrådgivere, pædagoger, mellemledere i mange erhverv – er det ikke også vigtigt, at de besidder empati?

Vist så, og derfor må samfundet overveje mulige tiltag fremover. En oplagt forholdsregel må være at indskærpe ansigtslægernes pligt til information af deres patienter: ADVARSEL! Botox nedsætter din evne til medfølelse!

Men sammenstillingen med cigaretter og alkohol, som vi bare kan beskatte, holder ikke hele vejen. For med Botox-behandlinger skader mennesker ikke kun sig selv, de ’skader’ også alle de medmennesker, de skal omgås: ægtefælle, kollegaer, kunder, patienter. Her er et oplagt dilemma, der måske kunne give anledning til en undersøgelse i Det Etiske Råd, inden politikerne eventuelt skrider til handling.

Problemet aggraveres selvsagt af tidens skønhedsidealer. På arbejdsmarkedet må man for alt i verden ikke ligne én, der er ”erfaringsramt”, for så er man ikke fleksibel. Og på ”parringsmarkedet” skal man helst ligne en metroseksuel jomfru.

Der er løbet en del ugeblade i affaldsspanden siden 1972, da Uwe Johnson kunne hylde den 69-årige Sonningprismodtager Hannah Arendt med det beundrende udbrud: ”Hannah! Du har et ansigt som syv synagoger!”