Farvel til den praktiserende læge

– 8. september 2014

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 8.september 2014

 

DEN nye sundhedslov, der trådte i kraft den 1.september, er blevet heftigt angrebet af et stort antal privatpraktiserende læger for at underminere fortrolighedsforholdet mellem læge og patient.[1] Begrundelsen er, at en række informationer om patienterne nu automatisk skal videregives til regionerne, og dermed gennemhulles lægernes tavshedspligt, som ellers er en helt central bestanddel i professionens etiske kodeks.[2] En af lægerne, Lotte Hvas, siger ligefrem, at hun nu føler sig tvunget til at vælge mellem lægeløftet og sundhedsloven.[3]

Etisk set er det nye system imidlertid ikke kun problematisk på grund af det manglende hensyn til beskyttelsen af personlige journaloplysninger. Det er naturligvis vigtigt – og hverken de mange indtrufne sikkerhedsbrist eller den overfladiske debat om indførelsen af den elektroniske patientjournal virker særlig beroligende her. Men den nye praksis rummer også et andet perspektiv, og måske endnu alvorligere. For hvad er i grunden årsagen til de nye krav til lægerne? Hvorfor pålægges de for eksempel at installere et computerprogram, der automatisk leverer bestemte patientoplysninger videre til diverse databaser?

Spørgsmålet kan kun besvares af det danske sundhedsvæsens efterhånden enormt store embedsværk – i Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeriet, Regionerne og deres mange centre og direktioner.[4] Og denne voksende forsamling af jurister og økonomer er blandt andet kendetegnet ved, at man helst ikke udtaler sig offentligt, bortset fra gennem særligt udpegede og dertil ansatte personer. Alligevel – går man de spredte udtalelser igennem, tegner der sig et billede af to begrundelser:

1) Den ene er, at omfattende databaser om eksempelvis lungesygdomme, sukkersyge og depression anses for nyttige redskaber, når folkesundheden skal kortlægges, og forebyggende eller helbredende indsatser sættes på den politiske dagsorden. Sundhedspolitikken skal være ”forskningsbaseret”.[5]

2) Den anden begrundelse er et ønske om at kontrollere de praktiserende læger. Med henblik på at ”kvalitetssikre” patientens ydelse sørger computerprogrammet for, at de rigtige spørgsmål bliver stillet, og de rigtige råd bliver afleveret. Spørgsmålene melder sig i form af pop-ups på lægens skærm. Har patienten for eksempel diabetes, skal lægen sørge for, at hun bliver vejet, og hvis hun endnu ikke er holdt op med at ryge, skal lægen spørge hende, hvad der mon skal til for at hun kan lægge sin livsstil om. Dette – og meget andet – sørger computerprogrammet for. Hvis lægen ikke indtaster patientens vægt – eventuelt fordi patienten hverken vil oplyse sin vægt eller stille sig op på vægten – ja, så kan han slet ikke komme videre i programmet. Hvis han ikke stiller spørgsmålet om, hvad der skal til, for at hun lægger sin livsstil om, begår han lovbrud.

Perspektivet er måske mest tydeligt i begrundelse nummer 2, men i virkeligheden til stede i begge begrundelser: en offentlig ydelse skal digitaliseres, og det betyder på sigt afskaffelse af professionen. Ligesom eksempelvis afskaffelsen af den professionelle sagsbehandler i kommunen eller den professionelle bankassistent, der i sin tid ekspederede kunderne i enhver bank. Computeringeniører kan til enhver tid forklare djøf’erne, hvordan en profession kan bortrationaliseres.

Problemets kerne er bare, at den privatpraktiserende læge og hans konsultationsværelse repræsenterer en kultur, hvor det erfaringsbaserede skøn er kernen i den daglige sundhedsydelse. Og der er intet, embedsværkets djøf’ere hader mere end netop skønnet.

For skønnet er altid konkret – det er bestemt af situationen, den enkelte patients personlige historie, hvad lægen kan aflæse i ansigtet, detaljerne, tonefaldet i det sagte, o.s.v.

Alt det kan ikke standardiseres. Og dermed kan det ikke digitaliseres. Og dermed står det i vejen for den revolution, som klassen af djøf’ere er i færd med at gennemføre i alle sektorer af det danske samfund. Under navn af fremskridt.

Desværre tilhører også lægerne fremskridtets bagtrop.



[1] Se f.eks. DR-Nyheder 28.august 2014, ”Læger frygter ny sundhedslov” – som bl.a. indeholder interview med formanden for de praktiserende læger i Region Syd, Birgitte Ries Møller. http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/Syd/2014/08/28/052336.htm

[2] Trine Jeppesen, Line Soot, Anders Beich og Imran Rashid, ”Sundhedsministeren fjerner vores tavshedspligt” i Dagbladet Politiken 4.august 2014. http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2356355/sundhedsministeren-fjerner-vores-tavshedspligt/

[3] ”Læger: Vores tavshedspligt er under pres” i Dagens.dk, 28.august 2013. http://www.dagens.dk/nyheder/l%C3%A6ger-vores-tavshedspligt-er-under-pres

[5] Se f.eks. det tankevækkende indlæg af praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen, ”Embedsværket vil noget andet end jeg” i Dagens Medicin 29.8.2014. http://www.dagensmedicin.dk/opinion/debat/embedsvarket-vil-noget-andet-end-jeg/

Se også: Klavs Birkholm, ”Det uforudsigelige”, 25.11.2013. https://www.klavsbirkholm.dk/2013/11/25/det-uforudsigelige/